Hjem » Bliver man sær af at være single længe?

Bliver man sær af at være single længe?

Del dette indlæg

Bliver man sær af at være single længe?

Bliver man sær af at være single? Så sær, at der er en stor chance for, at ingen vil have en, eller at man selv opgiver tanken om et forhold?

Det spørger jeg jævnligt mig selv om. For en kæreste er en dejlig tanke, men skal jeg så sige farvel til min gode gamle lædersofa og at skrue på cykler i soveværelset, fordi hun synes bedre om pyntepuder og duftlys? Vil en kæreste levne plads til de mange ting, jeg kan lide, og som giver mit liv mening?

Jeg tror sagtens, at man kan blive lidt forbeholden, når man i nogle år har været vant til at bestemme selv. Friheden smager sødt, og ved tanken om en fast partner dukker der også en stemme op i baghovedet, der hvisker til os: Al denne frihed og dit selvstyre kan du miste. I bytte for hvad? Selskab, lidt regelmæssig sex, flere diskussioner og endnu flere par- og familiemiddage? Er det virkelig det værd?

For du kan jo sagtens finde selskab uden at have en kæreste. Du bestemmer selv, hvem du går i byen eller spiser sammen med. Du har god tid til venner og interesser. Og sex? Lad os være ærlige. Sex er ikke svært at opdrive; de andre singler har de samme behov. I de mest ensomme stunder er det som at spille whist: Har du ingen makker, må du selv have en god hånd, men værre er det heller ikke. Verden går ikke under. Mit singleliv er mere end tåleligt, det er godt.

Singlelivet er svært – for dem i forhold

Jo, selvfølgelig er der tider som enlig, hvor det ville være dejligt, at der var et menneske, der spillede en helt særlig rolle. En person, der ville lytte, forstå og favne os. Den følelse af savn kan ramme alle somme tider. Men jeg kender ingen singler, der går rundt hver dag med en følelse af et gabende følelsesmæssigt hul, der skriger på at blive fyldt op. Det tager de selv ansvaret for.

Tværtimod, andre enlige tager det som regel for givet, at alt er vel om bord på singleskibet. Pudsigt nok er det ofte dem, der selv er i et forhold, der har mest travlt med, hvordan vi dog overlever som singler. Også selv om de ikke altid synes lige lykkelige over at have en fast partner. Nogle gange kæmper de endda for at holde sammen på et halv- eller heldårligt forhold, inden de giver op og gerne ringer til en singleven, når krisen kommer helt ud af kontrol.

Lad os konstatere, at livet somme tider er en dans på legoklodser og med bare tæer. Der er glæder og sorger uanset, om du er i et forhold eller ej. Derfor kan du selvfølgelig også have et pragtfuldt liv uden en kæreste. Det bliver endda lettere med tiden. Det er som regel den korte overgang fra parstatus til aleneditto, der er svær i en periode. At det også kræver noget af begge parter at indrette sig efter hinanden i et nyt forhold, er vi tilbøjelige til at overse. Det tyder på, at forandringen er sværere end en tilstand, når den først er etableret.

Det ville være nemmere, hvis situationen var sort/hvid, og det tankemønster kan da også komme snigende, når vi tænker allermest idyllisk om parforholdet. At en partner ville trække os ud af det forkrøblende, iskolde mørke og ud i lyset, hvor vi vandrer på rosenblade mellem enhjørninger, mens harper og violiner sætter ind.

Klik, og lær at blive mere attraktiv

Som modne mennesker ved vi imidlertid, at virkeligheden er anderledes. Der er fordele og ulemper ved at være alene, og det er der også ved at være i et forhold. Mit gæt er, at singler hverken bliver sære eller selvtilstrækkelige. Snarere at vi, når vi vænner os til singlelivet, får et mere nuanceret billede af, hvad det vil sige at være alene i forhold til at være to. Et fremtidsscenarie, nogle frygter, viser sig at være helt okay, når vi først er i det.

Eksperter i psykologi og adfærdsøkonomi peger på en stribe mekanismer i mennesket, der kan have en betydning for, hvorfor vi værdsætter og foretrækker vores nuværende status (uanset hvilken), frem for at vælge noget ukendt, og hvordan selve valgsituationen kan ende med at gøre os mere ulykkelige end før. Især det sidste kan de, der har erfaringer med onlinedating, tale med om.

Uvilje mod tab

Uviljen mod tab, kaldet loss aversion, er et begreb, der blev opdaget af psykologen Daniel Kahneman, nobelprismodtager i økonomi. Det beskriver, hvordan vi vil gøre meget mere for at undgå at miste noget, vi har i modsætning til at opnå det samme som en gevinst. Vi gør altså hellere en indsats for at bevare status quo, end vi tager en chance. Du ved hvad du har, men ikke hvad du får. Denne adfærd gør os mindre chance- og risikobetonede.

Forsøg har endda vist, at flyrejsende hellere vil forsikre sig imod følgerne af terrorangreb end købe en forsikring, der dækker alt – altså også førnævnte terrrorangreb. Jo mere dramatisk og voldsomt et fremtidsscenarie ser ud, des mere tror vi på, at det vil blive virkelighed. I dette tilfælde overser vi for eksempel, at faren ved at køre i bil uden sikkerhedssele er meget større end at opleve et flystyrt.

Vi lærer at holde af vores liv

Næsten uanset hvordan vores liv udfolder sig, lærer vi at trives med det under de givne vilkår. Psykologen Dan Gilbert har i forsøg bevist, hvordan vi et års tid efter en skelsættende begivenhed vender tilbage til vores almindelige livssyn.

Lottomillionærer og mennesker, der har mistet deres førlighed, bliver henholdvis jublende og ulykkelige, lige når begivenheden indtræffer, men senere er vinderne ikke specielt lykkelige, og dem i kørestolene synes ikke, at deres liv er blevet ødelagt for alvor. Vi har åbenbart en indbygget evne til at trives og værdsætte vores liv, når chokbølgen har lagt sig.

Omkostninger ved valgfriheden

Stor valgfrihed giver masser af muligheder, og det er jo godt. Eller er det? Jeg har før henvist til psykologen Barry Schwartz, hans bog The Paradox of Choice og hans TED-talk af samme navn. Schwartz peger på, hvordan mange valgmuligheder har det med at lamme os, så vi risikerer ikke at tage nogen beslutning overhovedet.

Oveni kommer så omkostningerne ved valgfriheden (opportunity costs), der næsten fjerner den sidste rest af glæde. For når vi vælger ét, fravælger vi noget andet, og hvordan kan vi være sikre på, at vi har truffet det bedste valg? Tager vi på ferie til Bornholm, kommer vi hverken til Læsø eller Samsø, og viste Bornholm sig egentlig at være det bedste sted, når ferien er slut, og vi igen møder på arbejde?

Jeg er overbevist om, at Barry Schwartz sidder med nøglen til at forstå, hvorfor vi bliver ved med at forny vores abonnementer på datingsider, selv om vi aldrig bliver tilfredse med de mange profiler og alt for sjældent ender med at godtage en af personerne og slå os sammen med vedkommende.

Konklusionen på det hele? Den tillader jeg mig at strikke sammen for egen regning og risiko, for selv om ovenstående resultater og rapporter er videnskabelige, er de ikke lavet direkte med henblik på partnerjagt og dating. Men i mine øjne ser det ud til, at vi mennesker har nogle indbyggede mekanismer, der også i jagten på, og valget af, en partner gør os tilbøjelige til:

  • At vi er gode til at indstille os på de livsbetingelser, vi nu engang har. Det kan både få os til at forblive tilfredse singler og til at blive i et sløjt forhold.
  • At vi er grundliggende konservativt indstillede og foretrækker at bevare status quo, næsten uanset hvilket. Vi er ikke så tilbøjelige til at tage chancen med en ny partner – eller for at forlade trygheden i selv et dårligt forhold.
  • At flere potentielle partnere ender med at frustrere os og gøre os utilfredse med vores valg. Så vi fortsætter den endeløse jagt på en lykke, der aldrig kommer.

Kort sagt: Vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får. Derudover vil jeg påstå, at vi med onlinedating og apps får et falsk billede af, at vi har mange flere valgmuligheder, end vi reelt har, så vi har svært ved at fokusere på det enkelte menneske.

Dates kan vi altså få masser af, men af finde en kæreste er sværere. Og endelig giver den virtuelle verden os et forvrænget indtryk af, hvem vi kan score i den virkelige verden, hvor der er anderledes kontant afregning i baren, eller hvor folk nu mødes.

Husk, at nedvurderingen af singlelivet ofte kommer fra dem, der selv er i forhold og altså ikke selv ved, hvor singleskoen reelt trykker – samtidig med at de samme mennesker nogle gange dagdrømmer om det såkaldt søde singleliv. Omvendt kan singler også have forskruede dagdrømme om et romantisk forhold, der pudsigt nok aldrig indeholder hede diskussioner om parmiddage, jalousi eller vasketøjskurven med top på.

Ingen af os vil save den gren over, vi selv sidder på. For vores egen sjælefreds skyld er vi nødt til at tillægge vores liv en positiv mening uanset, om vi er singler eller i forhold – ja, næsten uanset hvordan livet så former sig for os.

Sådan overlever du

Indrømmet, alt dette lyder forbandet pessimistisk. Hvis mennesker ikke er tilbøjelige til at tage en chance, og netdating for sjældent virker, hvad pokker gør vi så?

Slår koldt vand i blodet til en begyndelse. Selv om ovenstående mekanismer kan bremse os, har vi også hormoner og drifter, der skubber bagpå. Mennesker er heldigvis sociale væsener med en både følelsesmæssig og seksuel kløe, der sidder et sted, hvor vi ikke selv kan nå. Biologisk er det hensigtsmæssigt, at denne klør mere, når vi er yngre og skal stifte familie, end når vi bliver ældre, afslappede og mere forbeholdne.

Det kommer også an på, hvad du ønsker at opnå. Søger du det langvarige, stabile parforhold – måske under samme tag? Kan en kortere romance med et par måneders intens forelskelse tilfredsstille dine ønsker? Ønsker du bare en fast bolleven, eller skal det være ultra quick and dirty?

Et møde online kan sagtens ende i et langt og fast forhold, selv om statistikken siger, at de er knap så langtidsholdbare som forhold, der udspringer af et møde i virkeligheden. Personligt tror jeg, at dating online og med apps i de sidste år er blevet en mere rastløs, kontant og hjerteløs affære, der sigter mindre mod det lange, traditionelle parforhold. Måske er dine erfaringer anderledes.

Online er vi hurtige til at forkaste andre, og uanset hvor begejstret du er over en eller anden profil, hjælper det ikke et hak, hvis personen bag ikke er tiltrukket af dig. Din potentielle partner findes blandt dem, der vil mødes med dig og – forhåbentlig – også have dig. Det er logisk, men mange er utilfredse med det reelle udvalg og sigter i stedet efter de uopnåelige, og derfor går de hjem alene.

Derfor skal du også være online

Alligevel kan det være helt fint at date online, hvis du skruer ned for dine forventninger og tager det som en oplevelse uden de store krav. Skal du derimod have hjertet med, og forventer at den anden part også har det, ville jeg satse mere på at mødes i den virkelige verden. Gør som de unge, gå mere i byen og til aktiviteter, hvor du møder andre levende mennesker i øjenhøjde. Der har vi det med at forholde os til et virkeligt menneske ad gangen i stedet for en virtuel pulje.

Suppler endelig dit IRL-liv med også at date online. Er du lidt ude af træning efter et langt forhold, eller har du bare været alene længe, så giver onlinedating en uvurderlig træning i at tale med og omgås fremmede. At begå sig socialt, flirte og konversere er ikke medfødte talenter. Vil du have større muskler, så gå i et træningscenter. Vil du lære at omgås det modsatte køn, så gå på en masse dates og træn din virkelighedsopfattelse.

Og husk, at det alene er dig selv, der kan afgøre, om dit liv er godt nok eller trænger til justeringer.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Foto: Johnny Jet

Del dette indlæg

6 comments

  1. Joanna says:

    Giver ***** til artiklen ?
    Det er ikke noget bla bla bla, men konkret, og rammer præcis, så ingen kan være i tvivl ?
    Jeg kan så godt genkende mig selv i den, og føler mig dejligt tilpas efter læsning ?

  2. Marian says:

    Super velskrevet og jeg tror du har ret i at vi kommer til at devaluere relationer via online datingsites. Den samme mekanisme som når dyrt tøj kommer på udsalg. Inden udsalget kigger kunden grundigt på den smukke kjole, nyder den og hænger den pænt på bøjlen igen efter prøvning. Den er for dyr, men længslen efter netop den kjole er meget stor. Så bliver der udsalg og flere dyre kjoler bliver nedsat og den smukke kjole koster nu det halve. Kjolen bliver nu smidt på stolen så den krøller, bliver hængt omvendt på bøjlen og behandlet med langt større ligegyldighed, end da kjolen kostede fuld pris, selvom Stoffet og modellen er den samme. Det går nok, når det handler om en kjole, men når det handler om relationer mennesker mennesker er det katastrofalt. Singler eller ej, så har vi brug for hinanden og brug for at give og føle os værdifulde. Det kræver stor disciplin og selvbevidsthed at passe på sig selv og forblive intakt med sin indboende trang til at give. Det gør ondt at blive såret og devalueret, hvilket man bliver på online dating, da manglen på respekt, pli og sociale processer er en udtalt mangel. Det er jo omkostningsfrit at behandle andre efter lyst, humør og behov. Trist. Jeg håber det ændrer sig, omend håbet kun er lillebitte. God dag og tak for spændende artikel.

  3. Ole Grosen says:

    Marian, dit eksempel med at købe tøj på udsalg er glimrende og illustrerer situationen godt. Online har vi endvidere vænnet os til at kunne vælge korrekt model, snit, farve, størrelse, features og pris. Det er udmærket. Men ikke når vi taler om mennesker – ingen fortjener at blive prøvet et øjeblik og smidt krøllet og sjusket på stolen – eller gulvet. Det er rart at læse om din lyst til at give og din omsorg for andre – jeg er sikker på, at du også tager godt vare på dig selv. Tak for et dejligt, nuanceret input (og dine pæne ord varmer bestemt også).

  4. Dan says:

    Jeg kan genkende rigtig mange af dine argumenter i forhold til at vælge single tilværelsen, fremfor et forhold og jo mere jeg analyserer på det, jo mere overbevist bliver jeg osse om, at jeg har valgt rigtigt.

    Efter et forhold der varede i tretten år, valgte vi at stoppe. Vi var begge slidt op og konfikterne tog til. Parterapi ville hun ikke, så håndklædet i ringen stop nu, imens vi stadig kan samarbejde om vores søn.

    Det er særligt det sociale aspekt, der overbeviser mig om, at singlelivet er at foretrække. Jeg havde virkelig fået nok af konstante besøg hos os, eller at vi skulle ud af huset, hver eneste weekend. Samt at der hele tiden lige var en “lille” opgave der skulle laves.

    Endvidere har jeg med tiden udviklet en “træthed” i forhold til charterrejser, middage i byen, indblanding i min tøjstil (hader skjorter, blaserjakker og pæne sko). På et tidspunkt valgte jeg som et statement, at gi’ det hele væk og kun ha’ tøj som jeg finder behageligt.

    Jeg er typen, der elsker at lave mad, gøre rent, vaske tøj osv. Jeg anerkender ikke kønsroller i den sammenhæng.

    Det der er møgirriterende er, at fordi man er single, så er der rigtig mange, særligt kvinder, der pr. definition mener, at så er man på “jagt”. Ved ikke, hvor mange gange det nærmest har udløst krisestemning i forbindelse med sociale sammenkomster, når jeg “glider af” på forsøg på en dybere samtale med singlekvinder. Jeg har snart oplevet det så mange gange og oven i skal man tåle den allestedsnærværende “Kirsten giftekniv”. Kan det være rigtigt, at man permanent skal finde sig i deen adfærd? Fordi så ser jeg efterhånden ingen ande udvej end at melde afbud konsekvent.

  5. Ole Grosen says:

    At melde afbud til alt er nok konsekvent, men får du et bedre liv af det? Fint, at du værner om dine grænser på mange måder, for eksempel din foretrukne tøjstil. Du kan jo gøre det samme, hvis du støder på en ivrig Kirsten Giftekniv eller enlige kvinder?
    Vi bestemmer ikke selv, hvem der kontakter os eller er interesseret i os. Det kan du få bekræftet af enhver kvinde, der har oplevet uønsket opmærksomhed. Men vi bestemmer selv, om vi tager imod invitationen. Det er dit liv.
    Det glæder mig, hvis du og din eks. har et godt samarbejde om jeres fælles barn. Tak for dit input.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *