Hjem » De bedste fotos til din datingprofil

De bedste fotos til din datingprofil

Del dette indlæg

De bedste fotos til din datingprofilAt bruge de bedste fotos til din datingprofil er alfa og omega, hvis du vil skabe kontakt til andre online. For mennesket er synssansen den vigtigste, og vi bruger den også til at danne os et førstehåndsindtryk af andre.

Onlinedating er nemmest for dem, der ser godt ud på papiret – i hvert fald når det gælder om at skabe den første kontakt. Så jo, de smukkeste eksemplarer af menneskeracen har det lettere end andre i den indledende fase. Sådan er det. Det betyder ikke, at det store almindelige flertal er dømt til at være alene. Se dig om i virkeligheden, og få bevis for det.

Gode, præcise fotos på din datingprofil viser andre, hvad de nogenlunde kan forvente, hvis de møder dig i virkeligheden. De bedste fotos betyder de rigtige – ikke at du nødvendigvis ser flottest ud (hvad det så end betyder). Og her er en lille forbrugeradvarsel: Ingen skal regne med et 100 procent match mellem et foto og virkeligheden. Hårfarver og frisurer ændrer sig, vi tager på eller taber os, og et foto er kun et øjebliksbillede, der er blevet til i en situation eller stemning, der er helt anderledes, end når to fremmede møder hinanden en novemberaften foran cafeen.

Hvad så, hvis du har knap så heldigt et udseende, er overvægtig, eller synes at du skammer dig over din fremtoning – at du ikke føler dig god nok? Så overvej, om det ikke er bedre at møde mulige partnere ude i virkeligheden, hvor du har flere strenge at spille på end online, hvor interaktionen går skræmmende stærkt, det er overfladisk, og kynismen lurer lige om hjørnet – ikke mindst på Tinder. Få flere tips om udseende og offlinedating, er nok skrevet til mænd, men mekanismerne gælder for begge køn.

Behøver jeg overhovedet et foto på min datingprofil?

Måske ønsker du ikke, at blive genkendt på et datingsite af mennesker, der kender dig. Men hvad laver dine bekendte selv på sitet? Slap af. At date online er lige så almindeligt som at købe et skrabelod i kiosken. Ingen vil se skævt til dig, fordi du leder efter en partner.

Måske undgår du fotos af frygt for, om du er pæn nok til at gøre indtryk på det andet køn. Du behøver ikke at bruge fotos på et datingsite, men det kan faktisk give dig større hak i tuden at lade være. Det sker, når du indleder en brevveksling, og den anden uvægerligt beder dig sende et billede (som du i øvrigt bør sende uopfordret, hvis det er dig, der tager kontakt).

Så risikerer du nemt en kort hilsen med “Jeg tror alligevel ikke rigtigt, kemien er der,” eller “Jeg har glemt at fodre mine sølvfisk.” Læs: “Du er ikke min type.” Det betyder ikke, at du er grim eller uelskelig, for du kan ikke være alles type. Men den påmindelse kunne du have sparet dig selv for ved at stå frem med billede hurtigere. Især, hvis du efter et par mails selv synes, at der er gensidig interesse, bliver sådan et afslag en ærgerlig skuffelse.

Du slipper ikke uden om fotos, hvis du vil date

Enkelte gange er jeg selv stødt på datere, der kategorisk nægtede at sende et billede. Enten med den begrundelse, at de ikke havde et eller simpelthen bare ikke ville. Det er okay, men så er de ude. Der stikker altid noget under, når nogen ikke vil vedkende sig deres ansigt og udseende. Årsagen? Ligegyldigt, der er ingen grund til at bruge mere tid på dem.

Andre gange har jeg oplevet, at nogle lader som om, de imødekommer ønsket om et foto men i virkeligheden saboterer de kommunikationen og sig selv. Det gør de ved at sende et så lille, mørkt eller utydeligt billede, at ingen får nogen ide om, hvordan de tager sig ud.

Igen vil fornuftige datere med andre muligheder melde pas. Kun de paniske, som har meget svært ved overhovedet at skaffe en date, vil fortsætte derfra. Risikoen for at blive afvist på en eventuel førstedate er overhængende ved at sende sådan et snydefoto. Jo, der stod snydefoto.

Men er det ikke synd, hvis folk er tykke, skaldede, har en knop på kinden, eller barmen hænger? Tjo, men så gør noget ved problemet, eller vis, at du som minimum accepterer dit eget udseende og din værdi som menneske ved at sende det foto. I modsat fald vil andre fornemme, at der er noget galt, og som regel har de ret.

Generelle regler for et godt billede til datingbrug

Da vi nu har set på problemet ved at fravælge, eller snyde sig fra, fotos, er der lige et par tommelfingerregler for alle billeder på en datingprofil.

Et billede til dating skal, som alle andre fotos, være velbelyst og skarpt. Opløsningen skal være i orden, så det ikke fremstår pixeleret. Det skal ikke være på størrelse med et frimærke, for så kan ingen se dig. Det skal heller ikke være så stort, at andre er nødt til at billedbehandle det, for at de kan se det på deres skæm. Disse grundregler er forudsætningen for, at andre kan få det allermest nødvendige indtryk af dig på din datingprofil.

Dine datingfotos skal være af nyere dato. Det behøver ikke at være fra sidste uge, men fem-ti år er for gammelt. Især mennesker, der har det dårligt med at acceptere deres alder og udseende, kan føle sig fristet til lidt snyd her. Men den slags bliver straffet uden skånsel ved første møde, der som regel også bliver det sidste. Ikke nødvendigvis fordi du har fået lidt flere rynker, men fordi du ikke er ærlig. Det er der ingen, der kan lide.

Skær ikke andre hårdt ud af billedet. Det klassiske parbillede fra festen, hvor din bordherre eller -dame er skåret brutalt væk? Det ser rædselsfuldt ud, og det gør et billede med for megen intimitet også, og begge slags skaber tvivl om, hvorvidt du er sammen med din tidligere partner, eller det er fra et gammelt scoreforsøg på Ibiza. Brug nogle bedre fotos, eller få taget nogle nye.

Professionelle portrætfotos i smigrende (men som regel hamrende kedeligt) studielys, med stift smil, og ukomfortabelt tøj? Personligt synes jeg, at den slags billeder bliver opstyltede, upersonlige og helt uden menneskelighed, med mindre fotografen er en kunstner på sit felt. Brug hellere nogle gode snapshots, som venner eller familie tager for dig.

Lav ikke et helt fotoalbum over dit liv. En masse familie- og feriefotos, nærbilleder af en blomst og dig på din første skoledag har kun interesse for dig selv og måske dine nærmeste. Udenforstående vil blive distraherede og dødtrætte af al den unødvendige information. Alle ved alligevel, hvordan en kamel med en pyramide i baggrunden ser ud, og det samme gælder de evige mojitos i baren ved swimmingpoolen.

Sådan vælger du de tre rigtige fotos til datingprofilen

Et enkelt foto eller to kan måske gøre det. Fem er nok i overkanten, inden andre bliver trætte. Med tre fotos kører du derimod på skinner, hvis du vælger dem fornuftigt og beskærer dem med respekt for motivet.

De tre billeder, du har brug for på din datingprofil, er henholdsvis et portrætfoto, et foto i hel figur og et billede af dig i en situation, hvor du er social eller aktiv på anden måde. Du gør sådan her:

Vælg et godt portræt til din datingprofil

Dit ansigt fortæller mest om dig, så et portræt er det vigtigste foto på din datingprofil. Som det allervigtigste skal det være det første, som andre ser, og derfor skal det på profilens “forside.” Især på en mobiltelefon eller som thumbnail blandt mange andre profiler på et traditionelt datingsite skal andre kunne se dit ansigt tydeligt, så de ikke scroller eller swiper videre, fordi de ikke får et ordentligt indtryk af dig. Lad dit hoved fylde billedet ud.

Solbriller, huer, kasketter og andet der dækker dit hoved og ansigt er et absolut no go! Ingen skal lade langt hår hænge ned i ansigtet for at se mystiske eller sensuelle ud. Beskærer du billedet, så man kun kan se den ene halvdel af ansigtet, eller for eksempel lader et øje fylde hele billedrammen, fremstår du ikke unik – bare dybt underlig. Andre har ikke tid til den slags pjat.

Kvinder kommer langt med et varmt smil og direkte øjenkontakt med kameraet.

Mænd kan også smile, men nedton det, så du ikke risikerer at se tykmælksfjoget ud. At se roligt og direkte ind i kameraet er fint, men du kan også se tænksomt ud mod horisonten.

Selfies er den absolutte nødløsning. Du ser anspændt ud, og da mobiltelefonen har en vidvinkeloptik, overdriver den perspektivet, så din næse ser uforholdsmæssigt stor ud.

Et datingfoto i hel figur giver et helhedsindtryk

Lad din kommende date se din holdning og din kropsbygning. Det gør du med et billede i fuld figur.

Det duer ikke, at du kun fylder få pixler midt i stort bjerglandskab. Lad andre tage det på tre-fem meters afstand, eller zoom ind, beskær og resize det i et billedbehandlingsprogram. Zoom ikke så voldsomt, at billedet bliver uskarpt eller pixeleret.

Advarsel til de buttede: Netop fordi telefonens kamera forvrænger perspektivet, kommer du til at se meget tyndere ud, hvis du tager en selfie skråt oppefra. Gør det ikke. Enten kender andre tricket i forvejen, eller også hører du ikke fra dem efter første date, når de ser dig IRL. Er de overfladiske, hvis de foretrækker en slank partner? Spørg hellere dig selv, om det ikke er overfladisk at forsøge at narre andre.

Dit foto i hel figur kan sagtens være fra en aktivitet som fest, sport eller en sammenkomst. Det giver mere handling i billedet, end hvis du står ret op og ned og stirrer ind i kameraet. Men beskær det nænsomt, så der ikke kommer andre personer med. Der må aldrig være tvivl om, hvem af personerne på billedet der er dig.

Pas på med billederne fra festen, eller hvor du dyrker motion. Ved den ene begivenhed har kvinder ofte rigeligt med makeup på og det store skrud – ved den anden nyder mænd at se sig selv fremvise sved, muskler og mudder. Sådan ser ingen ud på en tirsdag. Lidt mere hverdagsagtige billeder er menneskelige og skaber identifikation hos beskueren.

Et godt profilfoto sammen med andre

Mennesker er sociale væsener, og næsten alle har behov for at knytte bånd til andre. Vis den side af dig selv, og fremstå mere attraktiv.

Vær igen opmærksom på, at netop du er nem at genkende på billedet. Det duer ikke, hvis du har skiftet hårfarve eller anlagt fuldskæg på dette foto, hvis du ser helt anderledes ud på dine andre billeder.

Ser du sur ud, mens andre smiler – eller er dine kønsfæller på billedet langt flottere end dig – ja, så bliver du sammenlignet med dem, og sammenligningen falder næppe ud til din fordel.

Få 10 gratis datingtips og nyhedsbrevet direkte i din indbakke

Mennesker ser mindre spændende ud, når de sidder ned. Gør du det alligevel, så vælg et billede, hvor du læner dig fremad og dermed ser mere engageret ud. Læner du dig tilbage, kommer du let til at se lidt sløv ud, og et kig op i kvindens næsebor eller mellem mandens spredte ben vækker sjældent appetitten.

Drop de fjollede fotos. Nu. At du skærer ansigter, har kæmpebriller fra Bakken på, eller du er til fest med tyrolertema, er sjovt for dig og de andre ved festen. På udenforstående virker den slags billeder bare kiksede.

Alkohol: Jeg læste engang en kvindes datingprofil, hvor hun havde fem fotos. Hvert eneste billede var taget i en bar, der var tæt besat med kulørte drinks. Jeg håber, hun havde det sjovt. Jeg havde ingen mistanke om, at hun havde et alkoholproblem. Men jeg gjorde mig absolut nogle tanker om, hvilke interesser hun ellers måtte have – og især om det livsindhold, hun ikke viste frem. Endelig gav denne profil mig indtryk af en kvinde, der manglede indsigt i og situationsfornemmelse for, hvad hun kommunikerede til andre. Er du 19 år og på Roskilde Festival, er det muligvis okay at se dit ophovnede fjæs for enden af en ølbong. Ellers, tænk dig om.

Djævelen ligger i detaljen – også på et datingfoto

Nu har du valgt tre gode fotos til din datingprofil. Men hold ud lidt endnu, for her kommer de tips, der gør forskellen på, om din datingprofil kommer til at stråle eller får andre datere til at swipe videre.

Det handler om, hvordan du opfører dig på billedet, de rekvisitter som mange elsker at bruge, og hvad der er uden om dig på dit foto. Djævelen ligger i detaljen, og lige her risikerer du at kommunikere på en måde, der begrænser dine muligheder.

Hvis du poserer, mener du måske selv, at du ser mere maskulin eller feminin ud. Det kammer bare så let over, at du ender med kun at tiltrække de få og de forkerte.

Manden synes selv, at han er maskulin, sej og cool, når han spænder den tatoverede biceps, ser knotten ud, læner sig op ad en bil eller viser sine evner som forsørger med den lille fisk, han fangede. Kvinder gider ikke se flere fisk, og dem der falder for dit biker-look er få og formentlig af samme kaliber.

Kvinden synes, hun er en lækker og feminin babe med et tykt lag makeup, dyb kavalergang, trutmund og tag-mig-her-og-nu-øjne. Det appellerer også til de mænd, der ser det som et forspil at få flå tøjet af. Selvfølgelig kan du vise dig frem i bikini på stranden, men klag ikke til undertegnede, hvis du får overfladiske eller ligefrem klamme henvendelser, hvis du vælger at vise meget hud.

Hvad er der i baggrunden på dine datingfotos? Ligner lejligheden bombardementet af Dresden i 1945, eller skal andre tro, at du var med til dronningens nytårskur? Andre ved ikke, hvor billedet er taget, men de vil uvægerligt prøve at gætte.

Er reolen fyldt med med actionfilm og glemte sokker, eller er bøgerne af Nietzsche og Schopenhauer linet op med ocd-agtig præcision? Dine billeder fortæller noget om dig – også selv om de er taget i en vens lejlighed.

Ligger du som kvinde i en seng, man ikke kan se for pyntepuder og katte? Så tænker manden, at der ikke er plads til ham.

Sidder du som mand med en baby på skødet og pussenusser? Så tænker kvinden, at du enten har nogle børn, du ikke har skrevet om, eller at du – mere sandsynligt – fremstår alt for ivrig, når du absolut skal demonstrere at du har empati og er god ved børn.

Et par Aviator-solbriller får ikke en kvinde til at ligne Jennifer Aniston det mindste, og manden får absolut ingen lighed med Ryan Gosling, fordi han suger maven ind på sit toilet-selfie. Så er det sagt.

Tænk til sidst på din påklædning. Det virker hverken menneskeligt eller troværdigt, hvis kvinder er i selskabskjoler eller mænd i smoking. Omvendt kan et joggingsæt give en køn kvinde en udstråling som en grå mus, mens mandens bedste og blødeste t-shirt med huller og flænset krave får ham til at ligne en taber. Prøv at ramme nogenlunde midtimellem. Den almindelige hverdag går du sjældent fejl af.

Det, der gør indtryk på dine egne kønsfæller, har ikke nødvendigvis samme værdi for det modsatte køn. Kvinder kan lide en maskulin mand, men han skal helst også have en følsom side. Mænd kan lide, at en kvinde er feminin og indbydende, men han forventer også, at hun udstråler værdier og selvstændighed. Hvis du holder dig nogenlunde midt på banen, undgår du også her at køre i grøfterne.

Inden du uploader dine gode billeder, så tjek lige din profiltekst for at undgå disse svipsere.

Og husk så, at et foto kun er et todimensionalt øjebliksbillede. Det er i virkeligheden, I rigtigt ser hinanden og fornemmer alle de andre ting, der aldrig kan formidles med selv det bedste billede eller den nok så gode tekst.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Foto: Carina

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *