Hjem » De vil ikke have mig og jeg vil ikke have dem

De vil ikke have mig og jeg vil ikke have dem

Del dette indlæg

De jeg er tiltrukket af vil ikke have mig, og dem der er interesseret i mig vil jeg ikke have

De vil ikke have mig, og jeg vil ikke have dem. Eller mere præcist: De, jeg er tiltrukket af, vil ikke have mig, og dem, der er interesseret i mig, vil jeg ikke have.

Lyder det bekendt? Kender du følelsen af at sidde fast i et vakuum, fordi de rigtige ikke vil have dig, mens du selv prøver at undgå de forkerte?

Så er du kommet til det rigtige sted. Lad os se på, hvad denne situation egentlig handler om, og den kur der effektivt løser problemet. Jeg kan ikke love dig, at medicinen smager godt.

Umiddelbart kunne det ligne to problemer: De personer, du helst ser som partnere, er ikke interesseret i dig. Og de, der ser dig som partnermateriale, er du ikke selv interesseret i. Formentlig fordi du ønsker dig noget bedre. News flash: De mennesker, der ikke vil have dig, vil også have noget bedre. Noget bedre end det, de mener, du kan tilbyde.

I virkeligheden er der kun et problem, og det handler om den måde, vi alle betragter grupper af potentielle partnere på. Vi rangordner dem nemlig, og det gør vi i et system, vi her vil kalde ligaer. Hvilken liga vi tilhører, handler om en stribe kvaliteter eller manglen på samme.

Begynd med at spørge dig selv om, hvem du helst vil være kæreste med: En der er ung, smuk, klog, rig og rask, eller en der er gammel, grim, dum, fattig og syg? Dette er naturligvis en grov og meget sort/hvid måde at dele mennesker op på, men den giver en ide om, hvad ligaer er.

Hvor smukke, rige, kloge osv. folk er, og hvor mange der er af hver type, illustreres bedst statistisk med en normalfordelingskurve. Når det handler om kærlighed, sex og tiltrækning, er nogle ganske få så attraktive, at de kan vælge og vrage, fordi der er rigtig mange, der gerne vil danne par med dem. I den modsatte ende af skalaen er der et fåtal, som ingen vil røre med en ildtang, og nærmere kurvens midte er alle de almindelige, gennemsnitlige mennesker, der udgør det store flertal.

Den store gennemsnitlige gruppe er nogenlunde nem at begå sig i, for der befinder langt de fleste mennesker sig, og der er ikke voldsomt store forskelle på deres attraktionsværdi. Det er ude i ekstremerne, de største problemer opstår.

Eventyr og realiteter

At du er et rart menneske og god mod dyr er ikke nok, hvis du er en gammel tand- og hjemløs mand med en stor skrue løs, og du vil lægge an på en 25 år yngre kvinde, en fotomodel, der er på vej ind på Cafe Victor, hvor du ligger i rendestenen udenfor.

Tilsvarende vil den tykke, underuddannede kvinde i overgangsalderen næppe have held med at score den 35-årige karriereadvokat i den velsiddende habit, der kun overvejer at skifte sin store BMW ud med en tilsvarende stationcar, fordi han er klar til at stifte familie.

De meget ordinære mennesker har altså svært ved at score de særdeles attraktive, der spiller i en helt anden liga end deres. I den engelsktalende verden taler man om, at en sådan person er out of your league. Det har jeg valgt at oversætte direkte til ordet liga, selv om vi lige så godt kunne kalde det divisioner, vægtklasser eller en anden fjollet sportsmetafor.

På dansk bruger nogle ordet overscoring, når nogen har fundet en partner, man normalt ville tro var uopnåelig for denne person. Hold da op, det er vist en overscoring, siger kammeraterne drillende, når manden viser dem et billede af sin nye kæreste. Tilsvarende kan kvinder tale om en god fangst, igen set i forhold til jægerens formåen.

Tænk på de par, du kender eller ser på gaden. Er tommelfingerreglen ikke, at de fleste er på nogenlunde samme niveau i bred forstand? Det vil jeg tro. Prinsen der kommer gående med Askepot under armen? Sådan et par er kun normen i eventyr. I virkeligheden er det meget sjældent.

Netdating slører begreberne

Krage søger mage, og sådan plejer det at være. Jeg tror, at de lykkeligste par er dem, hvor begge partnere synes, de egentlig har fået lidt mere hos partneren, end de kunne have håbet på – de har lavet en mild overscoring begge to. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre statistisk, men det er jo ligegyldigt, så længe de begge er overbevist om, at de har vundet den store præmie i lotteriet.

Dette har onlinedating ikke ændret på. Det gode ved nettet er, at du kan møde mennesker, du normalt ikke løber ind i. Bagsiden af medaljen er, at netdating giver dig en falsk følelse af kontrol, og at alle disse mennesker – især de lækre af dem, selvfølgelig – også udgør reelle partnermuligheder for dig. Det gør de ikke. Tror du mig ikke, så tænk på de sidste par stykker, du afviste, fordi du syntes, de var langt under dit niveau. Hvorfor skriver sådan nogle til mig? Hvad tænker de dog på? Hykleriet ligger i, hvis vi selv synes, det er okay at afvise andre på den måde, mens vi nægter at anerkende mekanismen, når vi selv bliver udsat for den.

Klik, og gør din kæreste-chancer bedre

Nogle vil hævde, at de ikke lægger spor vægt på en kommende partners udseende og derfor er fuldstændigt uforstående overfor, at andre gør det. Det lyder også ædelt, og jeg tror ikke en meter på det. Tværtimod er det min erfaring, at vi mennesker gerne bider mærke i andres ydre, som for eksempel et flot udseende, mens vi selv forventer at blive elsket for vores indre kvaliteter. Igen mener vi, at der er et sæt spilleregler, der gælder for de andre, mens der for os selv gælder særregler.

Hvad ligaer er, og hvad de ikke er

Ligaer er en slags rangorden på kærlighedsmarkedet. Hvor vi er indplaceret i den, afgøres af overfladiske kvaliteter som udseende, status, hygiejne, påklædning, social- og økonomisk klasse, uddannelse, intelligens, bopæl, humor, udstråling, selvsikkerhed og mange andre. At noget er overfladisk betyder ikke, at det er mindre fint, men at andre umiddelbart kan se og opleve disse træk ved dig uden at kende dig godt.

Ligaer er ikke et fastlåst kastesystem, hvor du er dømt af højere magter til at blive på samme niveau altid. Tværtimod ændrer ligaer sig historisk, kulturelt og er stærkt subjektive.

Alligevel er tanken om sådanne ligaer ubehagelig for mange. Dels fordi vi lever i en kultur, hvor vi anser lige muligheder som en vedtagen norm, dels af rent egoistiske grunde: Ingen skal komme og fortælle mig, at der er noget, jeg ikke har ret til. Jeg er guldmedlem af denne klub, og så kan det ikke passe, at der også er et platinmedlemskab med rettigheder, jeg ikke har adgang til. Nogle vil benægte til deres dødsdag, at en sådan rangorden eksisterer, fordi de mener, at de kan jage enhver, de har lyst til. Det kan de også. Spørgsmålet er, om de lykkes med det.

Hvilken liga tilhører du?

Din liga er, meget rundt regnet, den gruppe mennesker, du nogenlunde let kan tiltrække, og som er interesseret i et forhold med dig. Dette er rimelig enkelt for manden at få svar på, for han kan nøjes med at lægge mærke til, hvilke kvinder der siger ja til ham – ja til at danse, flette fingre, kysse, gå ud med, have sex med og være kæreste med.

Kvinden har sværere ved at finde ud af det, for folk omkring hende har ofte forskellige dagsordener. Hendes veninder vil som regel være loyale og skåne hendes følelser, så de er tilbøjelige til at fortælle hende, at hun er så smuk og tiltrækkende, at hun kan få fat i alle. Hendes mandevenner kan også have en skjult dagsorden, der rækker ud over det rent venskabelige. Og de mænd, hun støder ind i på de klassiske mødesteder, kan sagtens have lyst til en engangsaffære uden at se hende som seriøst partnermateriale. Hun kan altså være i en liga, når det drejer sig om uforpligtende sex, men i en helt anden når det gælder et fast forhold. Så hvad gør hun?

Dater du online, kan du læse profilerne bag de mænd, der kontakter dig. Tag 10-15 stykker, og find de træk, de har fælles. Læg også mærke til, hvilke mænd der ser efter dig på gaden, kommer hen til dig til en fest eller inviterer dig ud og danse. Har du erfaringer fra nogle forhold, bør du også se på de mænd, du tidligere har kunnet tiltrække. Ligger disse erfaringer mange år tilbage, er du nødt til korrigere for din alder. Alt dette giver et nogenlunde, men meget løst, billede af, hvilken liga du er i, og hvilke mænd du kan have realistiske forventninger til.

Lettere for begge køn er det at vende bevisbyrden på hovedet. Hvis du har en særlig type, du går efter med hensyn til alder, udseende og status, og du er nødt til at jage dem skånselsløst, uden at nogen af dem bliver hængende? Ja, så er de ikke særligt interesseret i dig. De er i en anden liga, og det er ikke i din.

Du bestemmer ikke selv din liga

Ligaer har intet med din værdi som menneske at gøre, så glem alt om janteloven. De handler om hvor højt, andre mennesker rangerer dig som partnermateriale. Hvis den anden vil have en “lækker” kæreste, og vedkommende ikke finder dig lækker, så er du ikke lækker nok til den person. Du kan råbe højt, at du er lækker, eller du kan henvise til, at dine venner (som ikke skal være kæreste med dig) betegner dig som lækker. Ingen af delene hjælper dig et hak, fordi denne afgørelse ikke er din.

Du afgør nemlig ikke selv, hvilken liga du tilhører. Den ret tilkommer alene de andre. De bestemmer suverænt, om de er tiltrukket af dig. Præcis som du selv bestemmer, hvem du vil lægge an på eller falde for.

Klik, og få 10 gratis datingtips og nyhedsbrevet direkte i din indbakke

Derfor er der heller ingen, der kan tiltrække alle. Mange vil for eksempel betegne Angelina Jolie eller Brad Pitt som meget attraktive på grund af deres udseende, karriere, og hvad ved jeg. Men ikke alle. Der er nogle, der overhovedet ikke vil være interesseret i at lære disse to at kende. De kan selv være yngre, smukke, rige og berømte, eller de kan være ludfattige og grimme som arvesynden. Over for dem kan Angelina og Brad intet stille op, fordi de er dømt ude på forhånd.

Høje mænd og storbarmede blondiner

Som mand på 187 cm kan du for eksempel være uden for en kvindes liga, hvis hun forventer en mand på mindst 190 cm, fordi hun selv har en vis højde, vil gå med høje hæle, og synes at det tager sig bedst ud, at manden stadig er højere end hende. Jo, din højde er pænt over gennemsnittet, men det hjælper dig ikke her. Er hendes krav urimelige? Måske, men det er ligegyldigt, for hun forlanger dette krav opfyldt, og det kan du ikke. Jamen, får hun ikke svært ved at finde så høj en mand? Jo, det gør hun, men det er hendes problem, og det har du ikke ret til at blande dig i, så tør øjnene.

Det samme gælder, hvis du insisterer på, at en kvinde skal være blond og have bryster, der kan fylde en D-skål. Så falder de mange kvinder med andre hårfarver og en mere gennemsnitlig B-skål igennem. Du kan mene, at sådanne eksempler viser, hvor uretfærdigt det hele er. Men mennesker stiller krav, og disse krav kan synes fuldstændig urimelige, men folk stiller dem alligevel.

Er du klar til den beske medicin?

At være i forskellige ligaer er altså ikke begrænset til, at den ene person nødvendigvis er grim, og at den anden er smuk. Det betyder, at den ene part forlanger, at den anden lever op til nogle bestemte forventninger, som vedkommende selv mener, at han eller hun har en god chance for at få opfyldt – om ikke af netop dig, så af nogle andre. Det er ligegyldigt, om disse forventninger er rimelige, og om personen selv har så meget at tilbyde, at vedkommende kan stille sådanne krav. Det er alene personens opfattelse af egne valgmuligheder, ligaer handler om. Længere er den ikke.

Der kan være utallige grunde til, at en person ikke er interesseret i dig. Årsagerne kan have noget med dig at gøre, de kan have med den anden person at gøre, eller det kan være en kombination. Folk går tit efter nogle bestemte typer, og nogle gange er vi bare ikke den andens foretrukne type. Sådan er det.

Alle har lov til at drømme, men at danne par handler om realiteter. Er dine forventninger og krav urealistiske, forbliver du single. Løsningen på al den snak om ligaer ligger derfor lige her:

  1. Hvis du jagter dem, der ikke vil have dig, forbliver du kæresteløs
  2. Ønsker du en kæreste, må du vælge en blandt dem, der vil have dig

Er du ikke tilfreds med dem, der vil have dig? Fint, så læs punkt 1 igen. Dette handler ikke om, hvad der er ønskeligt eller retfærdigt, men om hvad der kan lade sig gøre. Virkeligheden er ligeglad, for den vinder altid alligevel. Valget er dit.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Foto: Oliver Degabriele

Del dette indlæg

10 comments

  1. Michael says:

    Hej Ole

    Rigtig spændende læsning med mange interessante betragtninger og tænker jeg erfaringer….tusind tak !
    Jeg er langt hen ad vejen enig i meget af det skrevne – men synes der mangler nogle ret væsentlige ting …og er rimelig uenig i forhold til at det IKKE er i “normalgruppen” / der hvor de fleste af os er med hensyn til udseende mv..at problemet er i forhold til at ” de vil ikke have mig og jeg vil ikke have dem” .
    Det er i høj grad der det største problem er efter min opfattelse… og én af årsagerne hertil er som der også skrives om i artiklen …at hvis du gerne vil have noget bedre så vil de andre nok også ….og ja i dag har vi en datingkultur der ligner shopping, hvor man er i kontakt med og hvor gennemsnitligt eller bedre udseende kvinder bliver opsøgt dagligt at 2 og 3 cifret antal tilbud …mere eller mindre seriøse ja …men selvfølgelig påvirker det deres opfattelse af egen markedsværdi og muligheder …og selvfølgelig bidrager det til at de ofte venter og ser om der kommer noget bedre lige rundt om hjørnet eller blandt de mange tilbud de allerede har liggende….dette ikke sagt i bitterhed men af ren og skær erfaring og viden fra omkring 80 dates på 1 år :-)…..også med kvinder der objektivt set ikke ligger højere på skønhedsskalaen end mig ….
    Og så er der også lige en vigtig ting som hedder kemi …hvorvidt man er tiltrukket af en anden i sådan grad og på sådan måde at man ønsker ham/hende som partner er i min verden ikke altid rationelt begrundet …men noget ustyrligt og ubegrundeligt …og afhænger ikke at jobtitel, indkomst, personlighed, værdier mv.. tænker dette måske mest er gældende for mænd …..
    Har du læst bogen ” Kærlighed og parforhold under forskernes lup ” ???…en bog som går videnskabeligt tilværks på det her felt og ikke baserer udsagn på enkelte erfaringer og teorier ….

  2. Ole Grosen says:

    Tak for din velgennemtænkte kommentar, Michael.
    Du har helt ret i, at der er masser af grunde til, at vi falder for hinanden, og mange har døbt dette fænomen “kemi.” Vores erfaring som mænd kan være, at kvinder har det meget lettere, fordi mange mænd gør kur til dem, så de har det let, når de sådan kan vælge og vrage. Og tilmed at nogle kvinder på den konto kan få et oppustet selvbillede af al den opmærksomhed.
    Mænd vælger også masser af kvinder fra – ved ikke at kontakte dem. At en kvinde er ombejlet gør det ikke nødvendigvis lettere for hende, når hun også vil finde en, der er rigtig for hende, og der ved hun godt, at mandlig interesse alene ikke er en god målestok.
    Venindernes ord om, hvor smuk og fantastisk hun er, kan måske også forbedre hendes selvfølelse. Men kun kortvarigt og overfladisk, for hvis hun virkelig er så fantastisk, hvorfor kan hun så alligevel ikke tiltrække de der lækre mænd?
    Der skal en del efterrationalisering til, før den ligning går op. Men både kvinder og mænd er ret gode til denne manøvre, der sikkert er god for vores selvfølelse, men ikke for vores virkelighedsopfattelse.
    Bogen har jeg ikke læst, men vil undersøge sagen – tak for tippet.

  3. Kim says:

    Hej Ole
    Rigtig god artikel. Og gode betragtninger
    Jeg vil dg mene at det er muligt at nå op i en højere eller for den sags skyld lavere liga.
    Hvis nu manden i rendestenen ønsker at ændre sin status eller manden/kvinden, der gentagne gange vrages på datingmarkedet og andre steder, er det jo nødvendigt at vedkommende for kikket på sig selv. Man kan jo gøre noget ved sit udseende og man kan kikke på sin adfærd i de sammenhænge, hvor man ønsker at gøre indtryk på en kvinde.
    Hygiejne og dresscode kan forholdsvis nemt ændres. Et gammelt ord “Klæder skaber folk” har jo stadig sin rigtighed. Vi ser jo først beklædningen.
    Så er der adfærden. Den er jo noget mere kompleks. Den er jo styret af, hvad man har med sig gennem livet, sin opvækst, kammerater og tidligere forhold osv.
    Har man en adfærd der ikke tiltrækker kvinden/manden, er der god grund til at søge hjælp for, at ændre på denne del af sig selv. At få justeret sin Følelseshåndtering, sin være måde, sit sprogbrug osv..
    Man må ud og investere i sig selv. Søge hjælp hos psykolog, psykoterapeut og diverse mande/kvindegrupper. Her kan man få respons på det man siger og gør.
    Det er hårdt arbejde, men min erfaring siger mig, at det er giver positive resultater, hvis man i hjertet ønsker at skifte Liga

    • Ole Grosen says:

      Kim, du rejser nogle relevante spørgsmål. Ja, hvorfor forbedrer mange mennesker ikke deres muligheder, når det er forholdsvis nemt at købe nyt tøj, gå i træningscentret og til frisør? Sjusker man for meget med sig selv, sender man sig i hvert fald længere ned i hierarkiet.
      Som du skriver, kan man udvikle sig, men det kan – og gør – de andre jo også, og så er vi vel lige vidt.
      Jeg tror, mange kun har problemer med denne tankegang om ligaer, når de selv bliver afvist på grund af den. Vi glemmer let, når vi selv gør bruger den over for andre. Det værste for mange er at skulle indse, at vi kun kan bestemme, hvem vi selv bliver tiltrukket af. Vi afgør ikke, om andre er interesseret i os, og det piner vores små egoer.
      Tak for dit input.

  4. Henrik says:

    Det er meget præcist. Det er så stor en del af at finde partner og samtidig en ikke særlig udtalt del. Tabu. Men det er en mekanisme der er der og er uundvigelig.
    Godt skrevet!

  5. Ingrid Marie says:

    Kære Ole
    Tak for en god og velskrevet artikel.
    Syntes du kommer godt omkring kæreste dilemmaerne, og for mig en tankevækkende slutning!
    Har været spændende også at læse kommentarerne, som sjovt nok kun er skrevet af mænd.
    Kærlig hilsen Ingrid Marie

  6. Ole Grosen says:

    Tak for de pæne ord, Ingrid. Dette indlæg er også blevet diskuteret andre steder, hvor kvinder bestemt bidrager til debatten – der er nogenlunde lige mange kvinder og mænd, der læser Mandens Manual. Jeg håber, du får lyst til at kommentere en anden gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *