Hjem » Du skal elske dig selv

Du skal elske dig selv

Del dette indlæg

Du skal elske dig selv, før du kan elske andre.

Det har du sikkert hørt før. Nettet og visse selvhjælpsbøger flyder over med den slags udtryk og talemåder. Fuldstændig uden nogen form for dokumentation. Det handler alene om, at det lyder rigtigt, og at du får en rar følelse i maven. Det er dårlige datingråd. Men at du skal elske dig selv, før du kan elske andre risikerer i stedet at gøre skade, fordi den tankegang snarere forringer dine muligheder for at have det godt. Hvorfor nu det?

Fordi udsagnet om at elske sig selv, lyder så positivt og varmt inkluderende. Imidlertid risikerer det at ekskludere en masse mennesker i stedet for, fordi disse ikke føler, at de elsker sig selv tilstrækkeligt, før de kan vise deres varme følelser for andre.

Nogle må føle, at de ikke fortjener at elske eller at blive elsket, før de når et bestemt, højt stadium af selv-kærlighed. Et sted, de måske aldrig når – eller måske håber at nå efter års intensiv terapi, meditation og hvad ved jeg. På den måde minder den om jagten på lykken, som nogle ser som en fast, uforanderlig tilstand og ikke noget, der kun kommer drypvist.

Ekstrem tænkning i sort eller hvidt
Værre synes jeg det er, at udsagnet hviler på en falsk, binær logik, som endda bliver holdt skjult for os, fordi den anden “valgmulighed” ikke engang bliver præsenteret. Det lyder måske voldsomt teoretisk, så lad os tage pandelampen på, gribe hakken og lade os føre ned i dybet af dette morads. Husk dog venligst på, at jeg hverken er læge eller psykiater.

Binær tænkning er det samme som at tænke i enten sort eller hvidt – der er kun to muligheder. For eksempel, “Enten elsker du mig, eller også hader du mig.” Nej, det passer ikke. Der er mange flere muligheder:

  • Jeg kan elske dig lidt
  • Jeg kan holde af dig
  • Jeg kan udholde dig
  • Jeg kan acceptere dig
  • Jeg kan føle mig neutral i forhold til dig
  • Jeg kan være ligeglad med dig
  • Jeg kan føle mig en smule irriteret på dig
  • Jeg kan føle mig frastødt af dig
  • Jeg kan være vred på dig

Dette er blot nogle få af de muligheder, jeg har for at føle noget for dig. Der er ikke kun to muligheder – der er uendeligt mange. Du kan selv graduere ovenstående udsagn endnu mere.

De modsatrettede følelser er normale
Dertil kommer noget meget væsentligt i omgang med andre, voksne mennesker. Vi kan have modsatrettede følelser, der trives fint side om side. Det ser vi i et parforhold, når den ene partner siger Jeg elsker dig skat, men det irriterer mig, når du roder. Faktisk hader jeg dig somme tider for det. Det er helt normalt, og det er sundt, når vi kan favne disse tilsyneladende modstridende følelser. Små børn og visse ustabile personlighedstyper har ofte svært ved at rumme dem på samme tid.

Virkeligheden er næsten aldrig helt sort eller helt hvid. Men i dette tilfælde er det spørgeren (eller igangsætteren kunne vi kalde vedkommende), der fra begyndelsen fratager dig alle de andre svarmuligheder ved kun at tillade to løsninger: Enten du elsker mig, eller du hader mig.

Ved sådan et “valg,” hvor der kun er to muligheder, er det ene alternativ som regel ubehageligt eller kan medføre tilsvarende konsekvenser. I det konkrete tilfælde er det pænt at elske og grimt at hade, så der skal meget til, før du vælger had som svar. Dermed har igangsætteren fået sin vilje. Du siger, at du elsker vedkommende. Følgen er så ofte, at du må gøre dit eller dat for vedkommende, som forventer den gode behandling.

Ungdomsoprøret havde et meget populært slogan, der lød: “Du er enten en del af problemet eller en del af løsningen.” Klinger det ikke godt? For hvem ønsker at se Moder Jord i flammer på grund af krig, forurening, racisme, udplyndring, diktatur eller andre ubehageligheder? Svar: ingen. Så derfor havde du værsgo at kæmpe for den retfærdige sag – ellers var du at betragte som en modstander.

Problemet er bare, at det selvfølgelig er lyv. Du kan forbeholde dig ret til at være ligeglad. Du har ret til at nægte at tage et ansvar på dig, som andre forsøger at påtvinge dig.

Vi forhindres i at undersøge mulighederne
I begyndelsen af dette indlæg skrev jeg, at talemåden med at skulle elske sig selv, før man kunne elske andre, hvilede på en falsk logik. Det kommer vi til nu.

For udsagnet er stadig udtryk for at tænke i sort/hvidt – det bliver dog mere snedigt, fordi det kun indeholder påbuddet om, at du skal elske dig selv. Den modsatte mulighed bliver slet ikke nævnt og eksisterer derfor kun i et skummelt halvmørke, hvor den unddrager sig nærmere undersøgelse og kritik. Og modsætningen til at elske sig selv er ikke nødvendigvis at hade sig selv. Logisk set er den ikke at elske sig selv. Men hvad i alverden indebærer det?

Aner det ikke! Det er igangsætteren, der alene definerer, hvad rigtig kærlighed eller ikke-kærlighed er. Du bliver ikke selv spurgt men må bare sluge kamelen uden at have noget til at skylle efter med. Du kan altså ikke elske andre, hvis du ikke-elsker dig selv.

For meget eller for lidt fordærver alt
Jeg ser et stort problem i at skulle gå rundt og elske sig selv (eller ej), fordi det er en stor, rimelig sjælden, følelse. Hvorfor skal man partout elske eller hade sig selv? Er det ikke godt nok at tage sig selv nogenlunde for givet? Deri ligger hverken godkendelse eller fordømmelse af ens konkrete handlinger – dem kan man ærgre sig over eller tænke “godt gjort” eller noget helt tredje. Men som menneske og individ med ret til at eksistere tror jeg, man kommer rigtig langt ved at tage sig selv og alle andre for givet. Det rækker.

Skal påbuddet om at elske sig selv være udtryk for en stor, absolut og svulmende kærlighed, før den er god nok? Er vi så ikke ovre i en oppustet selvopfattelse, man kunne kalde narcissisme? Den slags er ikke sundt. Narcissister trives kun ved at overdrive deres egen betydning på bekostning af andres.

Jo, narcissisme er voldsomt, og lige så ekstrem en modsætning er de ulykkelige, der har så skrøbelig en selvfølelse, at de aktivt ringeagter sig selv, lader sig hundse med af andre og tror, at de har fortjent den behandling. For begge typer menneskers vedkommende er vi imidlertid så langt ude på hver side af en akse, at det bliver usundt og skadeligt.

Der er ingen tvivl om, at mennesker, der virkelig ringeagter sig selv, har et selvbillede der ikke alene er forvrænget men kan fylde så meget, at de ikke kan se deres medmennesker – de står selv i vejen for udsynet, kunne man sige. De risikerer at undervurdere de varme følelser, andre nærer for dem – måske endda at opfatte andres neutrale opførsel som nedgørende.

Det samme gælder narcissister, hvis indbildte selvbillede afskærmer dem fra at se andre som jævnbyrdige mennesker. De soler sig i deres egen indbildning af, at andre ser op til dem, mens deres følelsesliv i virkeligheden er ludfattigt.

Så jo, et meget negativt selvbillede, forstyrrer ret sikkert ens forhold til andre. Men en overvurderet opfattelse af ens selv er bestemt heller ingen hjælp. Den giver lige så store problemer på en anden måde.

En vej ud af labyrinten
Jeg føler mig rimelig sikker på, at en nogenlunde neutral opfattelse af dig selv, hvor du ikke tænker alverden over det og er småligeglad, er det bedste værn imod at over- eller undervurdere sig selv. Lad os holde op med at overanalysere disse ting og undgå unødigt navlepilleri, så godt vi kan. Dermed får vi bedre chancer for at acceptere os selv og andre og dermed turde være åbne.

Almindelige, gennemsnitlige mennesker er heldigvis i overtal. Deres hverdage er nogle gange gode, andre gange knap så gode, men som regel er de okay. De mener hverken, at de er menneskehedens frelsere eller skidt, som andre tørrer af skoene. De har nogle få mennesker, de elsker højt og betingelsesløst og måske også nogle få, de ikke kan fordrage. Alle andre har de forskellige, sammensatte følelser for, men gennemgående synes de, at andre er okay.

Skulle man have problemer med sit selvværd, så det går ud over en selv eller andre, kan man søge professionel hjælp til at få det bedre. Andre skulle måske lade være med at tænke så meget over, hvor elskelige de selv er, eller om deres egenkærlighed kan kvalitetsgodkendes på et ukendt niveau, så de har tilladelse til at elske andre eller selv at føle sig elskede.

Jeg tænker, at det er et tegn på modenhed, hvis vi kommer dertil, at vi betragter os selv og de fleste andre som okay uden at skulle måle og veje hver tanke og handling. De store ord med at elske og hade kan vi så reservere til nogle få og særlige situationer.

Livet ændrer sig hele tiden – det er ikke statisk. Tit må vi bare flyde med, acceptere forandringer og tilpasse os. Vores følelser svinger tilsvarende. Hvorfor skulle det være naturligt, eller et krav, at vores selvfølelse var fastlåst på et højt niveau? Er det ikke mere naturligt at stille spørgsmål og være tvivlende somme tider?

At jagte en konstant følelse af dyb kærlighed til os selv – eller for den sags skyld til andre – er som at forlange at føle sig lykkelig hele tiden. Det er urealistisk og derfor en nytteløs kamp.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *