Hjem » Er du frustreret over onlinedating?

Er du frustreret over onlinedating?

Del dette indlæg

På to døgn har jeg oplevet fire indlæg fra kvinder, der er dybt frustrerede over den danske datingsituation i almindelighed og mændene i særdeleshed. Er du frustreret over onlinedating? Så er du ikke alene, og det er kvinder heller ikke. Mænd er lige så skuffede.

Alle fire indlæg er klare og velformulerede, de er skrevet godt og underholdende, og af nogle der på forskellig vis har let adgang til et større publikum. Jeg linker ikke til disse indlæg, for nogen kunne så tro, at jeg er ude på at hænge disse kvinder ud. Det er jeg ikke.

Tværtimod synes jeg, deres observationer er gyldige, og at deres utilfredshed er fuldt forståelig. De generaliserer (næsten) ikke og påstår heller ikke, at alle danske mænd er fjolser – blot at de har oplevet en del, der opførte sig sådan.

For at gøre fire lange historier meget kortere, kan kritikken koges ned til, at mange mænd:

  • Kan forlade en kvinde et minut inde i en date, fordi de ikke finder hende køn nok
  • Ævler løs om deres job eller en anden ensidig interesse
  • Tuner Tinder med snyde-apps, der gør det lettere at lurepasse
  • Er overfladiske, braldrer op om dem selv og ikke lytter til kvinden
  • Brokker sig i et væk over en ekskæreste
  • Ikke vil binde sig og stifte familie
  • Pludselig og uden forklaring stopper med at svare på mails og sms
  • Er passive
  • Brænder kvinden af to timer før en aftalt date
  • Mangler evnen til at føre en ordentlig samtale
  • Kun åbner sig en smule, og når de er dinglende fulde
  • Gerne bruger timer på at sende sms’er men ikke gider mødes IRL
  • Bruger nettet alene til at få opmærksomhed for at få et ego-boost
  • Ikke kan håndtere situationen før, under og efter sex på en moden måde

Mænd oplever fuldstændigt det samme
Dette er blot et udsnit af de mange kritikpunkter. Jeg er sikker på, at de fire kvinder har ret. Naturligvis er mænd besværlige, uvidende og egoistiske, set med kvinders øjne. Det er jo mænd, de dater. Derfor er det selvfølgelig mænds fejl, de oplever og græmmes over.

Ovenstående liste med kritikpunkter kan lige så godt hæftes på kvinder. Mænds frustrationer hører vi bare mindre om og slet ikke i de etablerede medier. Vil du have et billede af mænds oplevelser med kvinder og dating, må du ty til blogs, indlæg og kommentarer på sociale medier, samt hvad andre mænd ytrer igennem sammenbidte tænder. Dine egne oplevelser har du sikkert også i frisk erindring.

For det er ikke særlig mandigt at brokke sig over egen mangel på succes – og da slet ikke i kærlighedslivet. Men disse mænd udtrykker en lige så stor irritation: Kvinder er svære at forstå, de skifter konstant mening, er vilde og kåde den ene aften, og kolde som is to dage senere. Og så videre, og så videre. Fra mandens synspunkt er det lige så selvfølgeligt kvinden, der er fejlbehæftet. Det er jo hende, han går ud med, og hendes adfærd han oplever og bliver skuffet over.

Hvor er den kæreste, jeg blev lovet?
Sådanne indlæg og ytringer afspejler hvem, de er skrevet og udtalt af. Mænd er umulige, siger kvinder. Kvinder er umulige, siger mænd. Alle har vi så svært ved at se os selv klart i situationen, både som individer og som køn. Vi ser den som regel igennem et tåget filter af vores egne håb, behov og frygt, og vi får et forkert indtryk af dating og jagten på en kæreste. Sjældent skænker vi den anden parts oplevelse en tanke.

Hvad rigtig mange af begge køn kan blive enige om er, at onlinedating er fyldt med skuffelser, og at der er langt imellem de gode kærestekandidater. Spørgsmålet er, hvad vi egentlig er skuffede over?

Mit bud er, at vi er frustrerede over, at onlinedating i virkeligheden er hundesvært, når det ser så let ud. Vi bliver fornærmede som børn, der pakker gaver ud juleaften. Der er ikke så mange pakker, som vi havde forventet, og indholdet står ikke altid mål med det, vi omhyggeligt havde skrevet på ønskesedlen.

Datingsites har i tusindvis af ledige singler, der kun er et museklik eller et swipe væk. At adgangen til andre er så let, får mange til at tro, at onlinedating er en trylleformular, der – som Sesam, luk dig op! – giver os kærestegaranti, uden at vi skal yde noget særligt selv.

For mens vi accepterer, at det kan kræve tålmodighed og tiltrækningskraft at finde en kæreste på traditionel vis, så skal det da være nemt og risikofrit i et datingmiljø, hvor tusinder byder sig til? Kan du ikke score dér, kan du ikke score overhovedet. Du er en fiasko. Det gør nas at finde ud af, at man alligevel ikke lige kan fiske en flyvefærdig kæreste ud af bunken.

Hvis onlinedating var så enkelt og effektivt, at alle burde kunne finde en partner på to uger, er det så ikke besynderligt, at datingsites sælger halv- og helårsabonnementer?

Erkend, at der ingen hurtige smutveje er
Hvad gør vi mænd og kvinder så? Selv om flertallet har taget onlinedating til sig, har vi endnu ikke udviklet et tankesæt, der matcher de nye, tekniske muligheder. Det bliver vi nødt til i stedet for at opføre os som børn, der går amok i en slikbutik. Ellers brænder vi ud.

Vi tror, at fordi der er mange profiler, har vi også en chance hos hver eneste af dem. Når der er mange, er det let, og når det er let, er alting godt. Det får os til at gøre som prinsessen i Klodshans, der til hver bejler siger: “Duer ikke, væk!” Vi bliver arrogante og bilder os ind, at vi har krav på særbehandling: At vi selv er ih, så fantastiske og enestående og derfor kan lave vores egne regler, som andre har at efterleve.

Vi tror, at vi med en computer eller smartphone ved hånden kan kortslutte hele den proces, det er af finde en kæreste og selv at blive fundet. Det kan vi ikke. Live it, learn it, love it.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *