Hjem » Er mænd bange for stærke kvinder?

Er mænd bange for stærke kvinder?

Del dette indlæg

Et rungende ja. Det er mange kvinder klar til at svare, når spørgsmålet lyder Er mænd bange for stærke kvinder? Her er forklaringen på, at en del moderne kvinder har svært ved at slå kloen i en mand, mener de.

Mange kvinder og mænd har svært ved at finde en fast kæreste. Det gælder også, selv om de har masser af kvaliteter og på papiret må være superkandidater til et fast forhold. Mænd trækker tit på skuldrene over sådanne problemer og accepterer nederlaget. Til nød bander de hen over billardbordet og bajerne til de gutter, der gider høre på dem.

Kvinder går anderledes til værks og bruger netværket aktivt. I nødstilfælde er der altid ugebladenes brevkasser og sexologer, der står klar med tips og vejledning.

Heldigvis får kvinden støtte fra sine veninder i den svære situation. Det kollektive analyseapparat bliver kørt i stilling, og over den kølige hvidvin kommer der en stribe betragtninger om mænd på bordet:

  • Mænd er bange for dig
  • Mænd er bange for at kontakte en kvinde, for de er…bange
  • Mænd er bange for at forpligte sig i et forhold, fordi de er umodne.
  • Mænd er bange for stærke, uafhængige kvinder.
  • Mænd er bange for kvinder, der tjener mere, for så føler de sig kastrerede.
  • Mænd er bange for deres følelser, for de har ingen forstand på noget så fint og skrøbeligt.

Mænd bærer en del af skylden
Ordet bange går igen ovenfor. Det nedgør dels mandens påståede styrke ved at fremstille ham som et skvat. Dels er argumentet af typen ad hominem, der betyder at gå efter manden i stedet for bolden. Så slipper man for at diskutere konkrete handlinger og egenskaber, fordi han i stedet bliver angrebet på sine indre værdier som identitet og moral.

Er mænd bange for stærke kvinder eller for deres egne følelser? Føler mænd sig små sammen med en stærk, ambitiøs og uafhængig kvinde?

Klik, og lær mere om dynamikken mellem mand og kvinde

Nej. Det var det korte svar. Men lad os først se på den sidste påstand om, at mænd er bange for deres følelser. For den kuffert er udstyret med en falsk bund, mændene selv bærer et stort ansvar for.

Mænd kan blive smækhamrende forelskede. Føler vi sådan, satser vi alt. Vi er ikke det mindste bange for følelsen, forelskelsen eller følgerne. Nogle gange er vi bare mere lunkne. Er kvinden meget mere interesseret end os, vil vi helst slå bremserne i eller gøre forholdet forbi. Så er flertallet så fornuftigt, at vi ikke bebrejder kvinden forholdets forlis. Vi trækker hellere en nem forklaring op af baglommen i stil med Det er ikke dig, der er noget galt med – det er mig, der har et problem.

Sådan et påskud afvæbner den anden part, for vi tager skylden på os uden at opføre os ondskabsfuldt, og det nedtoner et muligt drama. En diplomatisk forklaring på bruddet kan derfor være Jeg har desværre ikke følelser nok. Men vi kan også smække den ultimative trumf på: Jeg føler mig overmandet af mine følelser – jeg er bange for dem…kan ikke overskue det.

Begge køn bruger denne undvigemanøvre. Men mænd taler sjældent om følelser, så derfor får den hvide løgn større vægt, og så står vi med en talemåde, der bliver gentaget, så folk begynder at tro på den. Vi har bestemt et ansvar for dette sludder. Nu kommer vi til kvindernes ansvarsområde.

Måske er han bare ikke interesseret
Nogle kvinder kan godt lide tanken om, at de kan virke skræmmende. Det må jo skyldes, at de er så smukke, intelligente og succesfulde, at manden føler sig mindreværdig. Det er i hvert fald, hvad visse veninder fortæller dem.

Skulle en kvinde nogensinde høre en mand sige, at han er bange for hende, bør hun hellere tage det meget alvorligt. Det er nemlig et diplomatisk udtryk for, at hun er ubehagelig at være sammen med. Det er absolut ikke en kompliment.

Lad os sige, at Eva har et godt øje til Adam, men han tager aldrig et romantisk skridt. Han er ikke en rigtig mand men en tøsedreng, lyder venindernes vurdering. Kunne det eventuelt skyldes, at han bare ikke er interesseret i hende? Den tanke er naturligvis ikke rar, så den får ingen plads i facit.

Mange kvinder er stærke og hviler i sig selv. Mange kvinder hiver en høj hyre hjem til hulen. Det vil glæde mange mænd, men vi ser bare ikke os selv som afhængige af en kvindes styrke og indtjening, for vi har ikke noget behov for, at hun har disse ellers gode egenskaber. Nød vi hendes penge, ville vi føle, at vi nassede på hende, når vi selv burde tage ansvaret. Bange er vi dog ikke, fordi hun er klog, dygtig og kan tjene penge.

Selvtillid og indre styrke hos en kvinde er godt. Også det kan sunde mænd lide. Men lige som hos mænd skal styrken være naturlig og vise sig i relevante situationer. At sige Jeg er stærk! har karakter af et manifest og praleri, uanset hvilket køn ordene kommer fra. Kvinder, der er selvhævdende, bitre eller aggressive får ingen plusser i mandens karakterbog. Vi opfatter det hverken som feminint eller god tone i det hele taget. Bange bliver vi ikke – bare irriterede.

Vi giver, hvad vi selv vil have
Kvinderne i disse eksempler begår den samme fejl som mange mænd. Vi tror, at det modsatte køn nødvendigvis ønsker det samme, som vi selv gør. Kvinder værdsætter her egenskaber som styrke, uafhængighed, drive og indtjeningsevne hos en mand. Så hvorfor scorer hun ikke tilsvarende points, når hun som kvinde har disse kvaliteter?

At kvinder fremviser såkaldt maskuline egenskaber er ikke problemet i sig selv. Det er, at mænd ikke efterspørger disse egenskaber og, især, hvis kvinder helt overser også at være feminine. Det maskuline har vi selv og får ellers nok af det hos andre mænd. Men hvis begge køn opfører sig maskulint, hvor finder mænd så det kvindelige, som vi har behov for?

Kvinder har det på samme måde. Jo, de ønsker tit, at vi var bedre til at lytte og forstå dem. Men de vil også have en mand, der tør sige sin mening og står fast. Ikke en fyr, der hele tiden er følsom og bruger alle deres Kleenex, når han ser romantiske komedier. Ligestilling er fint, men hun tænder på en maskulin mand, og en mand ønsker en feminin kvinde.

Mænd har behov for det kvindelige
Mænd er ikke bange for at forpligte sig. De går hele tiden ind i langvarige forhold. Det skal bare være med den rette kvinde. Mænd er heller ikke bange for kvinder, der tager initiativet, forudsat vi i forvejen er interesseret i dem. Lige som en kvinde gerne vil kontaktes af ham den attraktive, mens den mindre interessante mand helst skal holde sig væk.

Manden bliver ikke bange eller føler sig kastreret, fordi en kvinde kan lappe en cykel eller slå søm i. Derimod føler han sig overflødig, og han bliver trist, hvis han slet ikke kan yde og gøre det godt for kvinden, for det er et af hans vigtigste mål i tilværelsen.

Bidrager hun heller ikke med egenskaber som varme, empati, følsomhed og omsorg, er der heller ikke noget for ham at komme efter. Mænd har brug for disse gode egenskaber i deres liv, og de kan ikke få dem andre steder end hos en kvinde.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

2 comments

  1. Margit says:

    Hejsa 🙂

    Kan se, det er en lidt ældre skrivelse, men den er ny for mig, da jeg ikke har set den.

    Lidt om mig selv: Jeg er en lidt atypisk kvinde, da jeg elsker at bygge, lære om biler, elektronik, computer, matematik osv. Jeg vil dog ikke bruge ordet ’stærk’. Jeg synes nemlig, at kvinder, der passer mere ind i den traditionelle kvinderolle, også kan være stærke. Jeg er også være utrolig feminin nogle gange. Det er især med hensyn til at smutte i noget pænt tøj, efter at jeg har rodet med et eller andet, sætte håret, tage lidt smykker og mascara på.

    Jeg synes selv, jeg er en meget sammensat person, men oplever ofte at folk – mænd som kvinder – gerne vil putte mig ind i den kasse, de nu har til kvinder. Altså at de ikke ser min personlighed, men forventer bestemte ting af mig: F.eks. at jeg tager mig mere af børn og huslige ting end mændene i et givent selskab, at jeg elsker at få en buket blomster (Jeg synes, det er noget af det mest kedelige, man kan give mig), at jeg beundrer en mand for hans status, evner, penge og muskler. (Jeg beundrer søde mænd, der behandler dyr, mennesker og Jorden pænt, som prøver at forbedre verden, og som ikke tror, han er mindre værd, fordi jeg kan nogle af de ting, mænd plejer at kunne.)

    Vi er alle forskellige, og det handler vel egentlig mere om at finde den, der passer ind i det mærkelige puslespil, der er os, i stedet for at forvente en hel masse. Forventninger kan være kvælende, men selvfølgelig skal man da prøve på at imødekomme hinanden.

  2. Ole Grosen says:

    Tak for dine tanker, Margit.
    Det er rart at høre fra et menneske, der er sammensat, har flere facetter og ikke passer ned i en stereotyp kasse. Jo, kunsten er at finde en, der passer nogenlunde sammen med den puslespilsbrik, livet har formet os som 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *