Hjem » Er mænd de rigtige romantikere?

Er mænd de rigtige romantikere?

Del dette indlæg

For nogle måneder siden havde jeg en længere, seriøs samtale med en kvinde om kærlighed, parforhold og lignende emner. Hun spurgte mig bl.a. om, hvad jeg syntes var de vigtigste egenskaber hos en kvinde, hvis jeg skulle se denne som kærestemateriale.

Mit svar handlede om egenskaber, som at hun skulle være varm, kærlig og have empati – et vist mål af sødme og blødhed. Hun skulle også være intelligent, sjov og behagelig at være sammen med.

Det svar var hun ikke tilfreds med. Der måtte være mange flere krav, end at en kvinde bare var sød og rar at være sammen med. “Det, du siger der, det siger alle mænd jo,” bemærkede hun.

Jeg havde en mistanke om, at jeg ikke var alene med mit synspunkt. En mand ønsker en kvinde, han finder tiltrækkende både fysisk, og hvad angår hendes personlighed. Resten er bonus. Om hun er pædagog eller ph.d er ikke afgørende; at hun er sød og kærlig er derimod vigtigt. Det er stor forskel på, hvad kvinder søger hos mænd, og hvad mænd søger hos kvinder.

Mænd stiller ikke så mange krav, fordi vi igennem historien ikke har været afhængige af kvinden som skaffedyr, handywoman og beskytter. Derimod har kvinder mange ønsker om, hvordan hendes favoritmand skal være, for han har skullet servicere hende og børnene på flere fronter.

Kvinder er seje overlevere
Uden at der skal gå darwinisme i det, giver dette god mening, når vi ser på fortidsmennesket, hvor mænd var jægere, og kvinder var samlere. Dengang betød mad overlevelse, og måltidet var resultatet af begges bestræbelser: Han kom hjem med jagtbyttet, hun tilberedte det med de urter, hun havde samlet, og bagefter kunne de i fællesskab nyde glæden ved at blive mætte. Blev madroen forstyrret af en fjende, trak manden sit våben.

Historisk skulle kvinden altså finde en talentfuld mand, så hun kunne overleve. Derfor stiller hun mange krav til ham. Men hvordan passer denne meget praktiske udvælgelse af manden med den evige historie, vi er flasket op med, hvor kvinden udelukkende er sart og romantisk? Er kvinder i virkeligheden mere kyniske i kærlighed? Er mænd de rigtige romantikere?

Kvinder er stærkere følelsesmæssigt. Det viser sig ved brud og skilsmisse, hvor kvinden ofte er hurtigt ovenpå og nyder sit nye singleliv. I den situation går mange mænd ned – nogle går helt i hundene.

I tidligere tider var kvinden tvunget til at overleve mentalt, selv om halvdelen af hendes børn døde, manden blev dræbt i krig, og måske blev hun selv kidnappet og voldtaget af fjenden. Historisk har kvinden skullet klare sig igennem disse traumer uden at blive rablende sindssyg. Det har krævet en fantastisk styrke.

Så kvinder stiller masser af kærestekrav, og tester for dem, fordi hun historisk skulle sikre sig en mand, der kunne sørge for hendes og børnenes overlevelse. Manden har “kun” haft brug for sex og omsorg. Vores opfattelse af, hvad der er tiltrækkende ved det modsatte køn, hænger snævert sammen med de kønsroller, denne urgamle arbejdsdeling er udtryk for. I dag klarer kvinder sig selv økonomisk, men de har stadig brug for mænd til deres livsprojekt.

Mænd vil ikke have fodmassage
Men romantik forbinder vi næsten altid med en særlig stemning af noget eventyrligt, idyllisk, optimistisk og idealiserende. Jeps, her taler vi om middag for to, stearinlys på bordet og kiggen hinanden dybt i øjnene. Det er idyl i en kvindelig kontekst, for det er hende, der skaber rammerne for hyggen med dug på bordet, mad og dvælende blikke.

Duftlys, spa-ophold og fodmassage skulle også vække romantiske følelser i kvinder. Det er ting, der giver kvinden følelser af velvære, nærhed, at blive værdsat og få opmærksomhed – lige som når hun føler sig attrået og begæret af en mand, hun kan lide.

Mænd vil gerne nusse en kvindes fødder, hvis det gør hende glad. Selv vil vi helst være fri for at skulle sidde stille, mens hun skulle tage sig af vores skæve tæer og den hårde hud på hælene. I en mand vækker sådan en behandling ingen romantik overhovedet.

For kvinder er romantik en følelse af at modtage. Ikke blot selve gerningen, men især den omsorg hun forbinder med den. For mænd er det følelsen af, at kvinden er modtagelig. Manden føler sig værdsat, når kvinden kan lide, hvad han gør for hende. Han føler sig set, anerkendt, respekteret, og at hun har behov for ham.

Det er absolut fint og i orden, at en kvinde er selvhjulpen, har en karriere og kan det meste selv. Vi mænd har bare også behov for, at kvinden har brug for os, så vi kan træde til og løfte tunge ting, beskytte hende, være handyman osv. Kan hun alt selv, har hun ikke brug for os, og så blegner vores romantiske følelser, fordi vi bliver overflødige.

For manden er romantisk ved at give, og det føles godt for ham, når kvinden viser sin glæde over det. Han er ikke kun romantisk for at få sex. Han er det, fordi hans følelse af, at kvinden værdsætter hans bestræbelser, er selve hans berettigelse for at være til som mand.

Begge forventer den andens hengivelse
Hermed er vi tilbage ved samtalen mellem kvinden og undertegnede i begyndelsen af dette indlæg. Ifølge den har kvinden mange, specifikke ønsker til mandens egenskaber, mens han kan nøjes med fysisk tiltrækning og en personlighed, der er blidere og mere modtagende end hans egen.

Det ligger fint i forlængelse af ovenstående definition af romantik som en transaktion, hvor det primært er manden der giver, og kvinden der modtager.

Måske er kvinders romantik pragmatisk, fordi det tjener dem og børnene bedst – samtidig med at romantikken føles ægte og dybfølt for hende, når hun skaber en hyggelig og varm atmosfære for mand og børn.

Vi mænd er mere naive. Vi idealiserer kvinden og anbringer hende på en piedestal. Tænk på de mange kærlighedsdigte, sange, malerier og skulpturer, mænd har lavet for at prise kvinder. Ifølge bogen The Normal Bar har kun 28 pct. af kvinder oplevet kærlighed ved første blik, mens det gælder 48 pct. af mænd – næsten dobbelt så mange. Mænd er romantiske.

Måske skal vi bare revurdere, hvad romantik er? Jo, på overfladen er den en gensidig følelse af nærhed, varme, tryghed og tilknytning. Dén gode oplevelse er der ingen grund til, at vi snyder os selv og hinanden for.

Under overfladen er romantikken mere lavpraktisk, da den ofte kommer med en uudtalt forventning hos begge køn om, at den anden part giver sig hen.

Mænd håber, at kvinder hengiver sig til dem med sex, der er den ultimative kærlighedserklæring, hun kan give ham. Kvinder håber, at mænd hengiver sig til det forpligtende forhold i familien og det monogame forhold til hende. Altså, at han opgiver sin selvstændighed for at sætte hendes og børnenes interesser over sine egne. På den måde forventes begge at give afkald på noget, der ses som særlig dyrebart.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

2 comments

  1. peter says:

    Der er to slags romantik.
    Den ene er noget med “en særlig stemning af noget eventyrligt, idyllisk, optimistisk og idealiserende”
    Den anden plejer jeg at kalde ritualiseret romantik, dvs. alt sådan noget med blomster, sindrigt iscenesatte frierier, overmåde detaljeret planlagte bryllupper osv.
    Nr. 1 tager kegler uanset tro, køn race og nationalitet, nr. 2, til gengæld, fiser fuldstændig hen over hovedet på os mænd – jeg kan i hvert fald ikke lige komme i tanke om herrer, der værdsætter den slags.
    Myten om, at mænd er mindre romantiske end kvinder er ofte hørt, men det er faktisk kun to’eren, vi ikke rigtigt er med på.

  2. Ole says:

    En interessant tanke!
    Jeg tror, du har ret i, at vi mænd godt kan lide romantik, så længe den er spontan. Derimod går vi ikke så meget op i, om brudens kjole matcher farven på gommens skjorte, og talerækkefølgen til bryllupsmiddagen. Dér vil kvinder måske hellere have, af alt føles “helt rigtigt.”
    Tak for dit input.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *