Hjem » Hvad mener hun med, at I skal lære hinanden langsomt at kende?

Hvad mener hun med, at I skal lære hinanden langsomt at kende?

Del dette indlæg

Det er en af de første gange, I er alene sammen, efter du har fået kontakt til hende. I har flettet fingre, og nu lægger du armen om hende for at give hende et kys. Men fra hendes mund kommer i stedet de ord, der køler hele situationen ned: Jeg synes, vi skal tage det roligt og lære hinanden langsomt at kende. Lad os begynde som venner, og se om det udvikler sig. Hvad mener hun med, at I skal lære hinanden langsomt at kende? Hvorfor?

Hun mener, at du ikke skal regne med sex de næste uger eller måneder. Eller nogensinde.

Arj altså, det er da fornuftigt at lære folk at kende stille og roligt. Hen ad vejen kan man så se, om der er kemi, vil nogen så sige. Næsten altid kvinder.

Jo, overfladisk set lyder det både pænt og fornuftigt. Det er det bare ikke. Det er et forsøg på at manipulere. Det er de færreste mænd, der hopper på den. Gør de, er det fordi de er meget unge, uerfarne, eller fordi de ikke har andre og bedre kvinder at bruge deres tid på. Lad os se på, hvad hendes ord egentlig dækker over.

Den pæne fortolkning og den rigtige
Den pæne og overfladiske tolkning er: Vi har al den tid i hele verden, vi kan drømme om. Lad os blive gode venner. Måske får vi med tiden også lyst til at være kærester og dyrke sex.

Her er et par eksempler på, hvad hun i virkeligheden tænker:

Jeg er bedre end dig. Derfor skal du bevise, at du er værdig til mig.
Jeg har ikke lyst til at have sex med dig nu. Hvis jeg alligevel har, går jeg ikke i seng med dig alligevel.
Jeg tror, at mænd kun er ude på sex, og når de har fået det, ser jeg dem aldrig igen.
Jeg kan godt bruge dig som ven, kavaler, chauffør og handyman, når vasken er stoppet. Ikke andet.
Jeg er bange for følelser og sex.
Jeg er en pæn pige – ikke sådan en der bare dyrker sex.
Jeg må først se, om du består mine prøver. Først skal du gøre A, B og C. Derefter Æ, Ø og Å. Så, måske. Måske ikke.

Kvinden her prøver at vinde tid og etablere en form for forhold, inden sex kommer på banen. Et af problemerne er, at sex er en del af et voksent forhold. Man kan ikke vurdere et platonisk forhold for at se, om det også vil holde efter sex. Sex er en væsentlig del af et forhold, og fungerer det ikke, går forholdet i stykker alligevel. Hellere finde ud af den slags tidligt i forløbet.

Et andet problem er, at hun indirekte kræver, at manden vil forpligte sig inden sex. Det svarer til ingen sex før ægteskabet – bare uden vielsesattesten. Det løfte har ingen fornuftig mand lyst til at give. Oveni erkender hun ikke, at mænd kan sige, hvad kvinder ønsker – hvis vi så får sex. Dette er ikke omfattet af straffeloven, og hendes forsøg på at få en sikkerhedsgaranti falder til jorden.

Undgå at blive udnyttet ved at mærke dine følelser
Forslaget, om at I skal lære hinanden langsomt at kende, ligner et trickspørgsmål. Lige meget hvad du svarer, har du nemlig tabt.

Siger du nej til hendes opfordring, fremstår du som et ufølsomt skarn, og så er der allerede lukket for det varme vand. Svarer du ja, accepterer du, at hun alene bestemmer over om hvordan, hvor hurtigt og hvor seksuelt (hvis overhovedet), jeres bekendtskab skal udvikle sig.

Også ved et ja, bliver hanen med det varme vand strammet til, og det ved du godt inderst inde. Det er derfor, du får den der underlige følelse i kroppen af, at der er noget galt, for lige meget hvad du svarer, er det forkert. Her kan du stole på dine følelser. De hamrer hårdt på alarmklokken for at beskytte dig.

Dine følelser prøver i denne situation at fortælle dig, at du står foran en fælde. Den består i at blive udnyttet af en kvinde, der anbringer sig selv i tronstolen og behandler dig som en tjener og undersåt, der skal gøre sig fortjent til, at hun allernådigst lader dig give hende et lille kys på kinden. En dag. Måske. Indtil da skal du stå standby og leve op til hendes ønsker, lyster og krav. Selv skal hun ikke give noget. Halløj, vi blev jo enige om at tage det roligt, ikke?

Hun er slet ikke så god en partner, som hun foregiver
Hendes afledningsmanøvre viser, at hun ikke ønsker eller er klar til et voksent forhold. Modne mennesker, der tager ansvaret for egne følelser og handlinger, har nemlig sex, når de begge har lyst. Det kan hun ikke håndtere, så hun trækker tiden ud og håber, at du bliver hængende alligevel.

Går du i fælden, kan du forberede dig på, at du skal gennemgå – og bestå – en masse prøver i uger, sandsynligvis måneder, inden hun overhovedet vil overveje at gengælde din interesse. Gør hun det endelig, er det mest sandsynligt, at hun ikke har særlig meget lyst til sex. Endvidere er hun dårlig til det, fordi hun er uerfaren, skræmt og kontrollerende.

En variation er, at en kvinde foreslår, at I skal lære hinanden at kende ved at skrive længe sammen, inden I overhovedet mødes. I dette tilfælde er hun formentlig lige så bange for bare at møde en mand, som hun er for sex. Hun kan have problemer med nærhed, eller hun ser sig selv som uattraktiv. I sidste tilfælde håber hun, at jeres skriveri får dig på krogen, så du ikke springer fra, når du møder hende IRL.

En sådan kvinde har tit oplevet at blive droppet, fordi de færreste mænd gider at bruge energi og følelser på hendes psykiske spil. Når hun så bliver droppet, beroliger hun sig selv med, at det var bare fordi, han kun var ude på sex. Ved alene at give manden ansvaret for fiaskoen, kan hun bevare sin skrøbelige selvfølelse intakt.

Kvinden her prøver at kontrollere noget, der ikke kan kontrolleres, nemlig andre mennesker. Hun vil bestemme reglerne for holdene på begge banehalvdele: Nu er det mig, der angriber – og så må du ikke forsvare dig. Du må heller ikke selv angribe, for jeg synes ikke lige, at jeg har mit eget forsvar på plads.

Sådan håndterer du situationen
At tage det roligt lyder pænt og fornuftigt. I virkeligheden er det manipulation. Sker der noget – eller ej – mellem to mennesker, må det være resultatet af et jævnbyrdigt samspil. Men her forlanger den ene part at blande kortene, dele dem ud, og både bestemme over sin egen hånd og hvornår modparten må stikke eller bekende. Hun sidder alene med alle trumferne, for det er sådan, hun har blandet kortene. Du kan kun tabe.

Skulle det endelig udvikle sig til et forhold, vil du efter al sandsynlighed opleve, at det er dårligt. Hun mangler lidenskab, og sex bliver en sjælden og kedelig størrelse.

Drop hende. Når du kommer hjem, sletter du hendes telefonnummer, mailadresse osv., og du sletter alle mails, sms’er og fotos. Kontakt hende ikke igen.

Kontakter hun dig og spørger, om I skal ses, stikker du hende en hvid løgn. Sig, du har travlt, eller at du har mødt en anden. Du vil aldrig få noget ud af at diskutere hendes “Lad os lære hinanden langsomt at kende.” Det var et ultimatum, og sådan et blokerer for at forhandle.

Find i stedet en sød kvinde, hvor I sammen kan udvikle jeres forhold i det tempo, der passer jer begge.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *