Hjem » Hvem betaler på en date?

Hvem betaler på en date?

Del dette indlæg

Hvem betaler på en date?Skal manden betale på en date, eller er det okay at dele regningen? Er det klogt eller dumt at sige ja, hvis hun vil betale halvdelen? Hvem betaler på en date? Det er så stort et spørgsmål, at Shakespeare sikkert havde skrevet replikken To pay, or not to pay. That’s the question, hvis han havde levet i dag.

Hvem der tager sig af regningen, er et af de mest klassiske spørgsmål i datingverdenen. Forståeligt, for dette er at sammenligne med et minefelt. Det kan have drastiske konsekvenser at sætte en fod forkert. Altså, hvis du er en mand.

Helt traditionelt handler en vigtig del af kurmageriet om, at manden viser interesse for kvinden ved at demonstrere sin kunnen og sine gode hensigter. Det gør han først og fremmest ved at opvarte hende. Han giver. Han kan for eksempel give sin opmærksomhed og sin tid, gaver og – især i datingsammenhæng – oplevelser, mad og drikkevarer. Alt sammen for at hun skal føle sig værdsat. I stenalderen havde han måske givet hende et særligt lækkert stykke kød fra jagten. I moderne tid er dette bytte som regel symboliseret ved en caffe latte.

Vi har ligestilling – og dog

Men nu har vi ligestilling. Kvinder tjener deres egne penge og er, heldigvis, uafhængige af mænds indtægt. Så derfor er det vel også rigtigt og retfærdigt, at de to deles om regningen. Burde kvinden betale halvdelen på en date? Ja. Og så alligevel et klokkeklart nej.

Ja, fordi nutidens kultur, moral og politiske korrekthed foreskriver, at de to køn skal yde og nyde lige meget. Nej, fordi dette ikke betyder et hak, når vi taler om tiltrækning, romantik og sex. Her er vi nede i nogle lag af menneskesjælen, der ligger langt dybere og er mere fast forankret, end den kultur der hele tiden ændrer sig.

Altså må du bringe hende en flot dyrekølle – eller betale for den caffe latte med det dobbelte skud espresso.

Det vidste du jo godt, mand. Inderst inde ved du, at det ville være fuldstændig forkert, hvis hun skulle betale. Men hvad nu hvis hun fisker pungen op af tasken og vil betale halvdelen? Så siger du selvfølgelig nej tak til hendes tilbud, hvorefter hun sandsynligvis siger Jamen… og du gentager dit Jeg betaler. Vi har gang i et godt gammelt spil Jeg Insisterer, som du kender det fra utallige film.

Nej, det skal I ikke bruge resten af aftenen på. Du skærer høfligt igennem og betaler. Der er ikke noget så uromantisk som et par, der står ved baren og fedter med mønter eller, Gud forbyde det, ordner det via MobilePay.

Når I godt kan dele regningen

Situationen er lidt anderledes, hvis I bestiller og betaler ad flere omgange, måske fordi I på samme date går ind på forskellige serveringssteder. Så kan det være naturligt, at hun siger Nu er det min tur, og så vil jeg foreslå, at du bare siger Tak, det var pænt af dig.

Hvad er forskellen egentlig på de to situationer? Kort sagt: I den første fremstår du som nærig. I den anden accepterer du hendes glæde ved at give. Er det ikke selvmodsigende? Jo, og hvis du har en anden og bedre fortolkning, vil jeg meget gerne høre den.

Så manden skal altså betale for biografbilletter (eller endnu dyrere billetter til teatret), tre retter mad med vine, efterfulgt af kaffe og cocktails?

Nej, bestemt ikke. Og det er der flere gode grunde til:

  • Du inviterer hende ikke på middag eller en teaterforestilling de første gange, I ses. Ikke kun på grund af prisen, men først og fremmest fordi det simpelthen er dårlige steder at tale sammen og derfor ubrugelige i dating-sammenhæng.
  • Det er alt for tidligt i bekendtskabet. Det er fint at flirte, men at gøre stormkur og prøve at imponere en, du knap kender efternavnet på, er ude af trit med en naturlig udvikling af bekendtskabet. Det er bare alt for meget og alt for tidligt. Så reb sejlene, sømand.
  • Bruger du en masse penge en af de første aftener, kommer hun let til at føle sig presset til at skulle give den anden vej, og her taler vi selvfølgelig om sex. Det er dårlig stil at sætte andre i en situation, hvor de føler sig forpligtet til at give mere, end de er klar til.
  • Har I lyst til at lære hinanden bedre at kende, skal du nok få alle de lejligheder, du kan forestille dig, til at invitere hende på middag og the full treatment. Men lægger du ud med det helt store show første aften, bliver det svært at skrue op senere. Start længere nede på stigen, så I kan udvide aktiviteterne derfra og over tid.
  • Lige som du forventes at være seriøs, skal hun gøre gengæld. De indledende skridt i kurmageriet handler meget om, at I finder et fælles grundlag. I vil sikre jer, at den anden “er med,” og at der er gensidighed og balance. Derfor giver den ene lidt, og den anden følger trop ved at give lidt. Så giver den anden lidt mere, og den anden følger trop osv. Bliver balancen for skæv (og det gør den med den helt store bytur), dør denne udveksling hurtigt ud.

Når vi misforstår hinandens signaler

Ser hun for mange romantiske komedier, falder hun måske for det, hvis du lægger hårdt ud med dit rødglødende Dankort; men er hun mere jordnær, vil hun snarere føle sig invaderet af dig og tænke, hvorfor du dog er nødt til at gøre så meget for at imponere hende. Mindre kan gøre det. Det handler om at have det sjovt og nyde hinandens selskab. Det er ikke en konkurrence, hvor du vinder en præmie for at bruge penge.

Betyder det, hun er interesseret i dig, hvis hun smiler og siger tak? Et “tak for kaffe” betyder, at hun ved, hvordan man opfører sig, og at hun værdsætter din gestus. At lægge mere i det kræver tankelæsning, og det kan jeg ikke hjælpe dig med.

Hvad så, hvis hun også vil give en omgang, er det for at forlænge daten? Måske. Eller også er det fordi, hun ikke har tænkt sig at se dig igen, men på den anden side heller ikke vil misbruge din gavmildhed. Hun er et ordentligt menneske, men det betyder ikke nødvendigvis, at hun er interesseret. Selv husker jeg to dates, hvor jeg tolkede dette for tidligt og derfor forkert. Om hun vil ses igen, viser sig, hvis du inviterer hende ud igen. Vær tålmodig.

De svære variationer

En kvinde kan også insistere på at betale for sig selv, fordi hun oprigtigt mener, at I bør deles om udgiften. Ses I en anden gang, bør du altid prøve at betale igen. Vil hun ikke ses igen, kan du vride hjernen med, om det har noget med regningen at gøre. Måske vidste hun allerede der, at hun ikke var interesseret i at ses igen. Det havde nok ikke ændret hendes beslutning, at du havde betalt kaffen, så glem spekulationerne. Du finder aldrig svaret alligevel.

Der er kvinder, der stiller krav om et bestemt niveau af traktement for overhovedet at mødes. Det kan være en frokost, en middag eller en tur i biografen. Kravet bliver serveret for dig på en måde, så du virker useriøs og nærig, hvis du afslår. Du afgør selv, om du vil acceptere dette stunt, der reelt er et ultimatum. Jeg vil fraråde det.

Kommer I så langt sammen, at I går ud flere gange og er begyndt at dyrke sex, synes jeg absolut, du skal invitere hende på middag. Fortsætter I med at ses, vil det også være naturligt, at hun bidrager økonomisk. Hvor fine middage og arrangementer det skal være, og hvordan I deler regningen, må være op til jeres personlige smag, temperament og pengepung.

Klik, og lær spillereglerne på en date

Der er også de kvinder, der slet ikke siger tak, når du inviterer på kaffe, snacks eller vin. Måske er de glemsomme, måske tager de det som en selvfølge, at du betaler. Måske er de uhøflige, måske er de ligeglade. Det er ikke til at vide.

Om du har lyst til at møde en kvinde igen, hvis hun hverken bidrager eller kan få det lille ord tak over sine læber, er op til dig. Personligt har jeg det sådan, at hvis jeg formodes at være galant og betale, forventer jeg også, at en kvinde har stil nok til at kunne sige tak.

Konklusionen? Den kloge mand betaler. Til gengæld vælger han en form for date og et traktement, han dels har råd til, dels afspejler hvor godt kvinden og han kender hinanden. Start med et glas vin eller en kop kaffe på første date, og lad tingene udvikle sig derfra, hvis I ses igen. Siger hun tak og smiler, værdsætter hun din gestus. Hvis ikke, er hun enten uhøflig eller meget glemsom.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Foto: Amy Truter

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *