Hjem » Hvordan gør jeg en kvinde tilpas?

Hvordan gør jeg en kvinde tilpas?

Del dette indlæg

Svar: Det er umuligt. Når vi har grinet færdig, stivner smilet. For mange af os har brugt år på at knække koden til at modtage kvindens gunst, og ofte følt at vi i forsøget løb panden durk ind i muren. For hvad vil kvinder have? Lad os prøve at spørge igen, hvordan gør jeg en kvinde tilpas?

Jeg faldt for nylig over to artikler i Euroman, der er nok til at illustrere et af mænds problemer med at forstå kvinder. I den ene efterlyser en fotomodel en rigtig hulemand i stedet for en metroseksuel fyr, og i den anden udbryder sexologer i kor: ”Kvinder vil tages, kvinder vil miste kontrollen.”

Sådanne råd ved du godt, at du ikke skal følge i et nyt kurmageri. I bedste fald sviner hun dig til, i næstbedste får du en knaldende lussing og en drink i ansigtet. I værste tilfælde ender det med benlås og plastic-strips, inden du bliver smidt ind på patruljevognens bagsæde.

Håndter modstridende krav
Du er formentlig opdraget til, at kvinder vil føle sig trygge, og derfor må du på ingen måde virke skræmmende. Samtidig viser din erfaring også, at kvinder kan lide kække mænd, men at den ene kvinde lægger mere vægt på tryghed og den anden mere på spænding. Og at det for den enkelte kvinde kan ændre sig pludseligt.

Hvad skal du tro? Du kan være venlig, beleven og høflig, og så keder hun sig så meget, at hun ikke vil se dig igen. Eller du kan være fræk, spændende og eventyrlysten, hvilket skræmmer hende med samme resultat til følge.

Sagen er, at kvinder vil have både tryghed og spænding på samme tid. Og hun forventer, at du kan levere denne selvmodsigende vare, der skal ligge klar på hylden mellem enhjørninger og regnbuer.

Føler du dig nogle gange behandlet som en ynkelig, lille puddel, mens kvinden står midt i cirkusmanegen og med sin lille pind, omvundet med silkebånd, forlanger, at du skal danse på bagbenene med tungen ud af munden? Jeg forstår dig.

Modstridende er det også, når kvinden både vil gøres kur til, tilbedes og føle sig som den eneste i din verden. Samtidig skal du være selvsikker, ærlig og sige din mening. Kort sagt skal du gøre, som hun vil have og forventer, men hun vil ikke føle, at du gør det for at imponere hende. Gud nåde og trøste dig hvis du sætter en tå forkert i den parringsdans.

Sådan taber du det hele på gulvet
Seksuelt skal du være øm, kælende, fodmasserende og give hende skønne orgasmer. Samtidig skal du også være en håndværker med olie på hænderne og tage hende skånselsløst hen over vaskemaskinen, så hun glemmer alt om at tilsætte skyllemiddel. Uden at spørge om lov.

Naturligvis skal I være ligeværdige og jævnbyrdige i husarbejdet, men når I nærmer jer soveværelset, forventer hun, at du på et splitsekund har glemt alt om børnenes madpakker og forældremøder og forvandlet dig til den store forfører.

Hun forventer, at du er dig selv, og at du er autentisk – men samtidig på en måde, der svarer til de forventninger, hun har her og nu, men som også kan være helt anderledes om en halv time. Nemt er det ikke.

Der er mænd, der har mest lyst til at spørge kvinden om, hvad i alverden hun forventer. Så sig det dog, så jeg kan gøre det rigtigt! Svaret er tavshed, for hun kan ikke sige det. Hun kan nemlig ikke fortælle dig, hvordan du skal være maskulin, for det er din opgave at være det og vide, hvad det vil sige. Skulle hun forklare det for dig, ville enhver tiltrækning straks fordampe.

Det kan synes som om, din eneste chance er virkelig at blive tankelæser. Men lad os nu se.

Lad os vende tilbage til et af de første eksempler om tryghed og spænding. Kvinden ønsker at mærke begge dele, men de er ikke modsætninger. Din opgave er at skabe spænding og en følelse af det uventede, men det skal være i en ramme, hvor hun føler sig tryg. Det kan sagtens lade sig gøre.

Gør noget anderledes og uventet
Det kan være noget så enkelt som at spille bowling eller noget andet sammen. Det giver både leg og lidt spænding om resultatet. Eller tag hende med i skoven. I rygsækken har du varmt vand i en termoflaske (endnu bedre er et blus, så du kan koge vand til hende), teposer, kaffe, mælk, sukker og hjemmebagte småkager. Anderledes, uventet – og trygt.

Jeg har inviteret kvinder på gåture i mørket i en af Københavns mest skumle parker for at se på statuer. Selv havde jeg en lille lommelygte, mens jeg gav hende en stor. Med den underforståede besked at hun kunne give mig et gok, hvis hun følte sig truet. Det blev der aldrig brug for, men fælles spænding var der i mørket.

At være maskulin og forførende er heller ikke et spørgsmål om enten at være et ufølsomt møgdyr eller en slatten klud. Det er både at være kæk og pågående og samtidig opmærksom på, hvordan hun har det, og at du bruger den feedback til at tilpasse hvordan, du får situationen til at eskalere.

Lægger du for eksempel din hånd på hendes lår, og du mærker at hun flytter sig en lille smule, får en bekymringsrynke i panden, eller blot ikke gengælder din gestus, skal du trække i land – men diskret. Flyt hånden, så du kan give hendes overarm (det er neutralt område) et lille klem i stedet, kom med en positiv bemærkning og skift så emne. Måske er hun klar til hånden på låret senere, måske ikke.

Nogle kvinder har behov for små skridt og for andre er det fuld kraft frem. Mænd har lige så forskellige temperamenter, så vi må prøve os lidt frem. Når to mennesker har lyst til hinanden, tager de også små fejl roligt, selv om tingene ikke kører efter et manuskript.

Dine egne grænser er vigtige
Mange situationer med kvinder vil være præget af dette både-og. Du skal kunne indgå et kompromis og stå fast på dine værdier. “Hertil men ikke længere.” Dybest set vil hun gerne vide, at du har grænser, og at du ikke tillader nogen at overskride dem, heller ikke hende. Netop dette giver hende den tryghed ved dig, hun har brug for.

Somme tider er det nødvendigt at sætte hælene i og sige nej. Og når hun spørger hvorfor? Fordi jeg ikke har lyst til det, stop! Kan hun trampe hen over dig, mister hun respekten for dig. Siger du nej, vil hun også gøre modstand, men hun vil være nødt til at respektere dig. Det er den eneste måde.

Du må vise hende, at selv om du elsker hende, er der noget, der er vigtigere end hende, og det er din selvrespekt. I yderste konsekvens må du være klar til at forlade hende. Vil du miste et par kærester på denne måde? Måske. Vil du vinde nogle andre kvinder på denne måde? Helt sikkert.

Hold tungen lige i munden
Du skal bevare roen. Flipper du ud, mister besindelsen og brokker dig eller piver, sætter du ikke grænser. Tværtimod viser du hende dine ømme punkter, så hun ved, hvor hun skal trykke næste gang, hun vil udfordre dig eller bare synes, det vil være sjovt med lidt drama.

Når hun udfordrer dig ved at løfte et øjenbryn og spørger Mener du virkelig dét? skal du se hende lige i øjnene, stikke hende ulvesmilet og sige Selvfølgelig, skat! Uden at bortforklare det eller undskylde.

Men det kræver, at du kender dine værdier og dine grænser. Du skal være forberedt på at blive udfordret af hende, og at hun kan gøre det mange gange. Og du skal gennemtænke nogle scenarier, du kan komme ud for, og hvordan du vil reagere i dem.

Er det rimeligt, at du i et forhold behøver at tænke tre træk frem, som om det var et spil skak? Næ, men du kan ignorere det og gå til slagtebænken som det godtroende lam, og se hvad der sker. Eller du kan sige som spejderne, vær beredt!

Kvinder kan være omskiftelige, inkonsekvente og uforudsigelige. Det er sådan. det er. Erkend det og lev med det. Håndter det, så godt du kan. Trøst dig med, at kvinder også har masser af kameler at sluge, hvad mænd angår.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *