Hjem » Jeg er åben for mere

Jeg er åben for mere

Del dette indlæg

Netdating har sin egen sprogbrug, du skal lære at afkode. For et par år siden skulle det demonstrere dyb indsigt, når en bruger skrev noget i retning af Jeg søger ikke en kæreste, for en kæreste er ikke noget, man kan søge.

Vrøvl. Selvfølgelig kan man lede efter en kæreste, fordi man ønsker sig…tadaaa…en kæreste. Det betyder jo ikke, at man forventer at kunne rekvirere en, som var det et postordrefirma. Men det lyder ikke overskudsagtigt nok i en datingprofil. Personen bag risikerer at fremstå som værende i panik, trængende og needy, hvis vedkommende giver udtryk for at savne en kæreste. Så folk skriver noget andet, så de andre brugere kan se, hvor afslappet vedkommende tager hele datingprocessen.

Så i stedet skriver de nogle tågede vendinger om at tage det roligt, se hvad fremtiden bringer, om der er kemi, eller om vi klikker sammen. Godt lyder det.

Det kommer næppe bag på nogen, at mange kvinder gerne vil have sex, når der er følelser med i spillet. Det vil mænd også gerne, bortset fra at vi mentalt kan parallelparkere følelser og sex i to forskellige båse. Sex med følelser er fint, men sex alene er også helt okay.

Vi lokker, fordi det virker
Hverken kvinder eller mænd er dumme, så vi lokker gerne modparten med det, vi regner med, den anden prioriterer højt. Så manden taler om fremtidsdrømme med store bogstaver, der ligner ordet “parforhold” over for kvinden, og hun blinker tilbage med øjenlåg, hvorpå der er skrevet “sex” med usynlig eyeliner. Vi kunne også kalde de to taktikker for at tale trusserne af hende og fræk flirt. Tit virker de – i hvert fald på kort sigt.

Nu ville dette ikke være Mandens Manual, hvis ikke der var en slange i paradiset, så lad os blande en giftig cocktail. I mixeren putter vi trusse- og flirtetaktikken ovenfor, et ordentligt skud dating-drømme og giver blandingen nogle gode stænk af “Lad os hygge os, og se hvad der sker.” Inden vi lukker låget og shaker sjussen, tilsætter vi den magiske ingrediens, der får skidtet til at glide ned. Den hedder jeg er åben for mere.

Lyder det ikke godt? Lad os mødes, tage det afslappet og se hvor det bærer hen. Du behøver slet ikke at bekymre dig om at sprede benene (kvinde) eller være bange for at blive låst fast i et forhold (mand). For jeg er jo netop åben for mere.

Og det er netop jeg er åben for mere, der kan give den bitre eftersmag, der trækker tårer i kvindeøjne, og får mænd til at bide tænderne så hårdt sammen, at det knaser.

Ordene kan også være oprigtige
Lad os allerførst slå fast, at både mænd og kvinder kan mene disse ord helt oprigtigt og have det reneste mel i deres poser. Dette indlæg er ikke møntet på dem, der af rent hjerte vil føle sig lidt frem i et nyt bekendtskab. Det er såre sundt og naturligt. I så fald behøver de heller ikke at bruge denne vending, for det vil være en naturlig antagelse for begge parter.

Problemet er, som jeg ser det, når folk bruger Jeg er åben for mere som et manifest, som de udtaler eller skriver tidligt i forløbet. Det er det, der står med småt nederst på varedeklarationen. Her får udtrykket en helt anden funktion, og mænd og kvinder mener noget forskelligt med det.

Her lokker manden igen med udsigten til et forhold (hvis han får sex), og kvinden lokker den modsatte vej med sex (hvis hun får et forhold). Men denne gang med tilbagekøbsgaranti og fuld returret.

Hvad folk i virkeligheden siger med Jeg er åben for mere er, at de bag den tilsyneladende afslappede holdning vil opfylde modpartens ønske om henholdsvis sex og fast forhold. Men altså kun, hvis de har lyst. For det er intet løfte. De er blot åbne for muligheden.

Det er jo ikke sådan, at mænd og kvinder skal love hinanden evig troskab, fordi de føler en varme i maven og en snurren lidt længere nede. Men denne sætning er en helgardering, begge køn kan trække op og bruge, hvis de ikke er tilfredse med den kurs, bekendtskabet tager. Og samtidig give modparten skylden for fiaskoen, vel at mærke. Det er her, gifttanden ligger begravet.

Jamen, jeg troede…
Som sagt kan begge køn benytte sig af dette trick, selv om mit bud er, at vi mænd er værst til det. Lad os se på, hvad der sker.

Adam og Eva kommer i kontakt med hinanden enten IRL eller via et datingsite. De småsnakker om, hvad de leder efter, og Adam siger, at det ville være hyggeligt med en god veninde at have det sjovt sammen med (læs: sex). Men jeg er åben for mere, siger Adam.

Det var Adam så alligevel ikke, da Eva efter nogle uger gerne vil tale om, hvor deres forhold er på vej hen. Jo, jeg var åben over for et forhold, men jeg synes ikke rigtigt, at vi har kemi nok – men vi kan da stadig ses og hygge os, siger Adam. Det bliver Eva naturligvis ked af, for hun håbede jo, at der lå mere i den åbenhed end blot at sprede ben.

Eva kan tilsvarende være åben for mere med Adam. Det usagte er, at hun forventer, at han hurtigt får mobiliseret nogle følelser for hende. Ellers lukker hun straks for den varme hane igen. Adam kan være oprigtigt interesseret i Eva men behøver måske lidt mere tid, før han beslutter sig. Han kan også bare savne en bolleveninde. Så han siger: Jamen, du var åben for mere. Det betyder da ikke, at vi nødvendigvis SKAL flytte sammen og få børn? Og Eva kan så svare noget i retning af Du burde da vide at… eller Ja, men jeg fik følelser for dig, og dem gengælder du ikke, så…

Jeg er åben for mere bliver meget nemt en vej, der er brolagt med skuffelser, sårede følelser og uudtalte forventninger. Det er en måde, vi bevidst eller ubevidst kan mudre den kommunikation til, der burde være klar og gennemsigtig. Det er en fælde, vi sætter op og lader smække i, når vi ikke får, hvad vi forventer – og uden selv at love noget.

Hvad kan du så gøre ved det? Brug din sunde fornuft og dyk ned i denne pose med tips:

  • Hold forventningerne på et minimum, når du møder en mulig partner
  • Hold dine forventninger på nulpunktet, hvis I kun har skrevet sammen
  • Undgå mennesker med manifester og krav som “Du skal” eller “Du skal ikke”
  • Spørg ind, hvis den anden væver, når det gælder mål og ønsker
  • Hold dig fra sex, hvis du forventer, at der følger kærestegaranti med
  • Vær tålmodig og giv tid, men overdriv det ikke
  • Sig farvel og tak, hvis du ikke får, hvad du ønsker af bekendtskabet
  • Lov ikke, og antyd ikke engang, noget, du ikke har tænkt dig at holde
  • Kort sagt: Behandl andre ordentligt og kræv selv det samme

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *