Hjem » Jeg vil hellere være single end gå på kompromis

Jeg vil hellere være single end gå på kompromis

Del dette indlæg

Jeg vil hellere være alene end at nøjes. Kan jeg ikke få det, jeg vil have, vil jeg hellere have ingenting. Jeg vil hellere være single end at gå på kompromis. Eller den mere spidsfindige: De, jeg vil have, vil ikke have mig, og dem, der vil have mig, vil jeg ikke have.

Variationer over dette tema er der ikke mangel på, og du har sikkert hørt og læst en del af dem. Hvad betyder det altsammen?

Set fra afsenderens side: Jeg er måske nok alene, men det er kun fordi, jeg stiller nogle (rimelige) krav. Underforstået: Jeg er mere overskudsagtig end jer, der må være tilfredse med de smuler, der bliver kastet til jer. I er ynkelige, og så siger I endda tak. Jeg, derimod, har normer og standarder og går ind for kvalitet. At jeg stadig er single skyldes alene, at jeg ikke tilfældigvis er løbet på den rette endnu. Og (igen underforstået): Stødt på en tilsvarende superperson, der anerkender mine store kvaliteter.

Sandhed nr. 1. Disse mennesker er kræsne. De vil have de bedste og flotteste eksemplarer af det modsatte køn. Sandhed nr. 2. Disse superpersoner vil desværre ikke have dem, fordi de kan få nogle bedre – nogle, der er på samme, høje niveau som dem selv. Det er fint at ønske sig en Angelina Jolie, men virkeligheden viser, at du skal være en Brad Pitt eller tilsvarende for at score hende. Og omvendt.

De går gerne på kompromis – bare ikke med kærester
Jeg kan love dig, at disse mennesker alligevel går på kompromis. Hver eneste dag. De går på arbejde, fordi de ikke vil miste det eller gå glip af deres løn. De bor i en bolig, som de har råd til. Tjener de en gennemsnitsløn, bor de ikke i et palæ på Strandvejen med egen tennisbane og bådebro. De går gerne på kompromis – bare ikke når det gælder en partner.

For at omgås deres familie, børn og naboer på en meningsfuld måde, opfører de sig ordentligt. De går på kompromis i stedet for bare at kræve ind. Deres venskaber afhænger, lige som alle andres, af en vis gensidighed og balance. De går igen på kompromis.

Og det gælder ikke kun menneskelige relationer. Princippet gælder også i Brugsen. Du må tage nogle varer på hylderne, så længe du lægger et tilsvarende beløb i kassen. Vil du have foie gras, men kun har råd til en lille bakke Stryhns, må du gå på kompromis – eller bare gå. Vi tillægger varer og tjenesteydelser en værdi, der skal balancere, når vi udveksler dem. Lige som med mennesker. Klapper du altid mig på ryggen, mens jeg ikke gider klappe dig, dør vores venskab, fordi du ikke får noget igen.

Problemet har flere facetter
Singlerne, der siger at de ikke vil gå på kompromis, har netop et problem med denne vekselkurs. De er nogenlunde som flertallet, men de vil ikke selv nøjes med det gennemsnitlige. De forventer at få det ypperste inden for forhold og den bedste og flotteste partner.

Deres egen valuta er bare ikke stærk nok til at tiltrække dem. Skulle de have en partner, måtte de i stedet acceptere de mennesker, der vil have dem. Denne sandhed er præcis det kompromis, de ikke vil indgå. Deres problem har flere facetter:

  • De stiller for høje krav til, at almindelige mennesker kan indfri dem.
  • De overvurderer deres egen værdi, så de tror, at den partner, de ønsker, også vil have dem.
  • Selv om de har været single længe, lærer de ikke af deres fejl. De tilpasser sig ikke realiteterne.
  • De giver andre skylden for deres manglende succes. Der er ingen gode mænd (kvinder) mere, lyder det.
  • Disse forvrængninger er nemme at vedligeholde på netdating, hvor illusionen om uendelige valgmuligheder trives, og hvor mange kan lokke med parforhold men kun er interesseret i sex.
  • Mange tror, de er den undtagelse, der ikke behøver at adlyde de almindelige regler. Det er de ikke.

En særlig variant er de mænd og kvinder, der ikke vil se deres alder i øjnene, og at den sætter nogle grænser. Okay, du er altså 55 år, men tror du ligner en på 45 og er så “ungdommelig,” at du vil blande dig med de 30-årige på diskotekets dansegulv, og at ingen opdager, at du kunne være deres forælder? Held og lykke.

Nogle lærer af deres fejl
Det er kun få procent af befolkningen, der er superattraktive som partnere og klassisk smukke. Disse få mennesker – storspillerne kan vi kalde dem – kender deres egen, høje værdi, for de har års erfaring i, hvem de kan tiltrække. Der er naturligvis rift om dem, så det er mange.

En hel del ganske almindelige mennesker har tilsyneladende svært ved at udregne kursen på deres egen valuta, selv om de gang på gang indkasserer en afvisning fra storspillerne på dette marked. De bliver ved med at støde ind i barrieren og bliver kastet tilbage i single-havet igen – til gengæld synes de, at de har ret. Gør de egentlig noget forkert? Næ, folk ønsker, hvad de nu en gang gerne vil have. Det er de i deres gode ret til. Deres krav er bare urealistiske og gavner dem ikke, hvis målet er en partner.

Andre lærer af processen. De sigter lavere, finder en der er mere på deres eget niveau, og dermed har de også chancen for at finde lykken med en anden. De slår sig til ro, når de finder en, der er god nok men ikke nødvendigvis perfekt. De går på kompromis og er tilfredse.

Skal jeg så nøjes med en frastødende og grim kæreste? Nej, slet ikke. Dette ville også være sort/hvid tænkning i sin værste form. Selvfølgelig skal du være tiltrukket af hende, og den slags kvinder er der masser af, selv om du sorterer de få procent fra, der enten er blændende smukke eller direkte fremkalder kvalme. At hun er god nok, betyder ikke at hun er dårlig. Bare dette: god nok.

Men lad os ikke lukke øjnene for det faktum, at udseende betyder noget, når du vil finde en kæreste. I onlinedating betyder udseendet næsten alt, for dit foto er, hvad andre forholder sig til. Er det uretfærdigt og overfladisk? Tja, men sådan er virkeligheden. Har du problemer med dit udseende, skulle du prøve at gå andre veje end netdating.

Hvad opnår de kompromisløse så? De beskytter deres selvfølelse, hvis de kan overbevise sig selv om, at de fortjener den partner, de ønsker sig. Af nedenstående grunde tror jeg, at de fleste af disse er kvinder.

Kvinder støtter hinanden hinsides fornuft
Mænd går ofte efter at få sex ret hurtigt, så de har tit en god fornemmelse af, hvem de kan score. De kvinder, der ikke vil have dem, afviser dem allerede på dette tidspunkt. Mændenes held med de mere positive er så, at mange kvinder går i seng med en mand, de også har følelser for. Derfor vil en pæn del af disse romancer også kunne udvikles til længere forhold.

Ganske mange kvinder kan ikke forstå, at mænd kan skille følelser og sex ad. Derfor tror de, eller ønsker det i hvert fald, at hvis en mand går i seng med hende, er han også tiltrukket af hende på flere andre områder. Det kan han sagtens være, men når klokken bliver mange, og baren lukker, kan også de flotte fyre “bolle nedad” og dyrke sex med kvinder, de ikke ville drømme om at være kærester med, når der er bedre kvinder i farvandet.

Dette faktum ignorerer disse kvinder og tror, at de kan få den samme kvalitet mand til et fast forhold, som de kan have en engangsaffære med. Det kan de ikke, men sådanne affærer forvrænger deres opfattelse af, hvor attraktive de er på markedet for langvarige forhold. Derfra er der ikke langt til de partnerønsker, der aldrig bliver opfyldt.

Dertil kommer, at mange kvinder opmuntrer hinanden kraftigt. Du ser SÅ skøn ud! lyder det fra veninderne, når en af dem lufter en ny frisure, en bluse eller et nyt profilbillede på Facebook. Støtten bliver massiv, hvis en veninde bliver droppet af sin kæreste: Han forstår ikke, hvor pragtfuld du er. Du fortjener en, der er meget bedre, lyder omkvædet så. Kvinder støtter hinanden godt men desværre også til et punkt, hvor virkelighedsopfattelsen kæntrer. For hvis hun så let kunne få en bedre kæreste, hvorfor gjorde hun det så ikke?

Hvis du vil finde en kæreste
Varianten er kvinden, der har haft en ti år yngre elsker i en periode – men næppe en tilsvarende yngre kæreste, der blev hos hende i årevis. Nu kan du finde disse plus-midaldrende kvinder på datingsiderne, hvor halvdelen af dem søger markant yngre kærester. Måske lykkes det for et par af dem, men de vil så være undtagelsen – ikke reglen.

Aldersmæssigt passer den oppustede selvopfattelse bedst til helt unge med en meget romantisk og urealistisk indstilling samt manglende erfaring. Dertil kommer ikke så få midaldrende, der kommer ud af et langt forhold, og nu forventer at få alt det, de mener sig snydt for igennem længere tid. De er til en vis grad undskyldt, for det er også længe siden, de har været ude på det frie marked og samle erfaringer der, og de glemmer, at de er blevet 25 år ældre i mellemtiden.

Vil du have en dejlig kvinde? Fint, men Sandra Bullock, Scarlett Johansson og andre af den kaliber må du skyde en hvid pind efter. Er det uretfærdigt? Tja, men det er sådan, det er. Det vidste du jo godt, så hold op med at løbe efter dem, der ikke vil have dig.

Heldigvis er der masser af andre søde, kønne og dejlige kvinder. Mange af dem vil ikke have dig af alle mulige, forskellige grunde. En af dem kan være, at de selv venter på, at George Clooney bliver skilt, men det er ikke din hovedpine. Hold dig til dem, der også vil have dig – så finder du en. Virkeligheden vinder altid.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

4 comments

  1. Jan B says:

    “Jeg og Slobban går direkte på andensorteringen. Skadede varer.”
    Et meget lærerigt citat fra Sveriges måske sjoveste komedie nogensinde “Torsk på Talinn, en lille film om ensomhed”.
    https://www.youtube.com/watch?v=YFjHduGC91w
    (se den hele en dag du har en time)

    Fin artikel, Ole. Virkeligheden vinder altid i sidste ende.

    Men hvad sker der, når vi udvider spillepladen til Talinn og Port au Prince?
    https://www.youtube.com/watch?v=5TC8q5lSkp0

    Eller måske endda bare Aulum eller Albertslund?

    Det er måske også en artikel værd.

  2. Ole says:

    Tak for dit input. Jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener med at udvide spillepladen til Tallinn og Haiti? Er det sexturisme – som vi nu også ser med kvinder i køberrollen – eller blot det at finde partnere fra andre lande og kulturer?

  3. Jan B says:

    De her kræsne mennesker m/k kan ikke i deres lokalmiljø (2000C, 2100Ø) skaffe en partner, der er væsentligt yngre eller smukkere end dem selv. De snyder sig selv hvis de venter på en magisk ændring.

    Mænd behøver ikke vente på Scarlett Johansson. De kan bare tage bussen til Talinn og finde en der ligger midt mellem Scarlett og de kvinder, de kan få i Danmark.
    Yngre, smukkere og venligere end en de kan tiltrække i Danmark.
    Så midt mellem top og bund (men fra udlandet), må dog stadig være bedre end bunden (det man med sin ringhed kan tiltrække lokalt).

  4. Kvindehader??? says:

    Hos mig handler det ikke om at gå på kompromis. Jeg er så grundlæggende træt af kvinder…vi tale om ting der ligger dybt i kvindens natur, som bare hænger mig ud af halsen. Jeg kan ikke forestille mig at der findes een eneste kvinde, jeg vil kunne holde ud ha’ et forhold til.

    Men det sgu belastende at deltage i sociale aktiviteter, hvor der er kvinder til stede. Det antages nærmest konsekvent, at fordi jeg er single, så søger jeg. Jeg er rigtig træt af at forklare igen og igen, at jeg er ikke på “markedet” overhovedet. Om så, ja jeg ved sgu ikke hvem jeg skal nævne, stod der.

    Efterhånden er jeg blevet mindre imødekommende, når kvinder vil tale med mig, svarer kort og “går lige en tur på wc” og vender ikke tilbage til den person. Er også begyndt at melde afbud til fester og den slags. Jeg kan mærke, at manglen på accept gør mig vred.

    Ja, jeg har været i flere forhold, men har også i perioder helt valgt det fra. Og nu orker jeg bare ikke det andet køn mere.

    Har en søn fra et forhold der varede i en række år. Alene det faktum, at han kommer først, er et problem for de kvindelige opmærksomhedsvampyrer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *