Hjem » Kastrerer hun dig, eller gør du selv?

Kastrerer hun dig, eller gør du selv?

Del dette indlæg

Derfor ligner parforholdet en fælde for manden, kunne overskriften også have været. For i dag handler det om, hvorfor mange mænd har modstridende følelser, når det kommer til det faste forhold.

På den ene side vil vi jo gerne nyde fordelene ved at leve sammen med en kvinde. På den anden kan vi føle, at vi mister både friheden som individ, og at vores maskulinitet bliver skåret ned til ankelsokkerne, hvis vi skal opgive gutterne, fodbolden og øllerne til fordel for pyntepuder og søndagskaffen med svigerforældrene.

Værre er det, at når vi opfører os, som hun ønsker, så mister hun dæl’me interessen for os og begynder at se os som en af veninderne. Og dem har hun ikke lyst til sex med. Tager du ansvaret for din egen manderolle i forholdet? Kastrerer hun dig, eller gør du selv?

Det fantastiske ved mennesket er, at vi hele tiden forsøger at gøre vores omgivelser bedre. Vi opfinder og hitter på for at gøre livet bedre og lettere. For mange kvinders vedkommende handler denne driftighed om at forbedre deres sociale liv – især deres mænd.

De falder for den kække og frække fyr, og så begynder de at dressere ham. Når projektet er lykkedes, står de så med en velopdragen, men kedelig, veninde-mand. Han er nok praktisk i parforholdet, men hendes lyst til sex med ham daler, for inderst inde har hun svært ved at respektere ham, når han er så nem at lave om på. I værste fald er takken, at hun kasserer ham og finder en anden.

Når hendes start bliver din landing
Du står ansigt til ansigt med dette dilemma, når du møder en ny kvinde. Jo, hun vil gerne gå i seng med dig, men helst hvis I er kærester. Så du tilpasser dig for at få sex og hendes opmærksomhed, mens tvivlen gnaver i dig. Når hun taler om forholdet som et take-off, føler du i stedet, at det er en landing.

Skænk et glas, læn dig frem mod skærmen og læs videre. Mandens Manual er sat i verden for at løse sådanne gordiske knuder op.

Hvis du vil accepteres som god partner og samfundsborger, kan du føle dig fristet til at følge ovenstående eksempel og fuldstændig tilpasse dig rollen som med-mor i et arbejdsfællesskab. Men du mister dig selv i processen. Du kan selvfølgelig også vælge at fortsætte med at lege ungkarl, selv om du nu er i et forhold:

Du tager i byen eller til fodbold med drengene, når du har lyst. Du tager ud og fiske, mens du lader hende sidde og underholde hendes forældre alene. Når du kommer træt hjem, forventer du, at hun servicerer dig med opmærksomhed, mad og sex. Du gør, hvad der passer dig.

Nogle kvinder vil fortsætte med at finde denne bad boy spændende og tiltrækkende. De fleste vil dog hurtigt blive trætte af, at alt hele tiden skal foregå på hans betingelser og finde en mere samarbejdsvillig fyr.

Det kan ellers lyde fristende at få opfyldt flest mulige af dine behov så hurtigt som muligt. Men strategien er kortsigtet. En del af denne hurtige behovstilfredsstillelse vil nemlig blokere for de langsigtede gevinster, der er i et varmt og gensidigt bekræftende parforhold. Som du også ønsker at have.

Det bedste af begge verdener
Står dit valg virkelig imellem enten at være et dumt svin (men få masser af sex) eller at blive som en rulle madfilm, hvor du er praktisk for kvinden men usynlig – hvor hun først lægger mærke til dig, når du mangler i skuffen? Nej, men du har selv ansvaret for at beholde løgene i egen pose.

Du vælger klogt at holde dig nogenlunde midt på banen, hvor du både er maskulin (og derfor seksuelt tiltrækkende for din kæreste) og samtidig en partner, hun nemt kommer overens med.

Den pæne partner bliver du ved at tage din del af hjemmearbejdet, være en god far for børnene, en god sparringspartner for kvinden, og du forstår at gå på kompromis med din kæreste, når det er nødvendigt – og det er tit i et parforhold. Du deltager, inden for rimelighedens grænser, i de sammenkomster og andre sociale tiltag, din kæreste foreslår, og du bidrager selv med ideer somme tider. Så vidt, så godt.

Du beholder samtidig dine venner og fritidsinteresser. Og dine store højttalere forbliver i stuen. Det kan være svært i en travl hverdag med job, kone og børn, men du bliver ved med at prioritere disse ting højt. Når hun spørger, om det virkelig er nødvendigt at gå ud med dine venner eller på fisketur, siger du “Ja, vi ses!” Smil, og giv hende et kys. Selv om hun brokkede sig lidt, bliver hun glad, når du kommer hjem igen. Især fordi hun ikke kan trampe løs inde på dit domæne, for hun har behov for en mand, hun kan respektere.

Du giver udtryk for dine egne holdninger og ideer. Du afholder dig fra at blive en ja-siger, blot for at hun kan få ret, så du kan få fred. Du lytter aktivt til hende. Også når hun bare har brug for at lufte ud, uden at du behøver at komme med løsninger eller korrigere hendes opfattelser.

Du holder din krop og dit sind ved lige, så du ikke bliver for tyk eller for dvask. Du forventer det samme af hende. Du flirter med hende, driller hende, tager en pudekamp, og du viser hende, at du har lyst til hende seksuelt.

Du forventer, at hun respekterer dig, som du respekterer hende. Når du har kant og forfølger dine mål i livet, vil kvinden finde det maskulint, og hun vil elske dig for det. Ingen tror på ham, de kan træde på, fordi han ikke værner om sine egne grænser.

Dit liv er for vigtigt til dårlige forhold
Er du allerede i et forhold, hvor du er blevet for pæn og blød, må du genoprette balancen. Men gør det langsomt, så hun ikke stejler og modarbejder dig. Også hun skal vænne sig til dit nye (gamle) jeg.

Leder du efter en kæreste, kan du begynde med disse små øvelser. Klogt og dygtigt udvælger du så en kvinde, der er god for dig. En, der er samarbejdsvillig, kærlig, og som kan bidrage til at gøre dit liv sjovere.

Dit liv er simpelthen for kostbart og for kort til, at du deler det med en dårlig partner. Du ville aldrig købe en bil uden først at undersøge markedet, sammenligne modeller og tage nogle prøveture, vel? Du skal gøre det samme med kvinder.

Du skal screene forskellige kvinder på nogle dates, bruge tid sammen med dem og dyrke noget sex. Fungerer det godt på dette plan i begyndelsen, går du mere i dybden. Tal med hende. Fortæl, hvad du vil med dit liv, og hvad du forventer. Læg mærke til, om hun dækker dine vigtige behov, eller om du kan lære hende det.

Lyder det egoistisk? Bare rolig, kvinden skal nok gøre sig sine egne tanker om, hvorvidt hun får tilstrækkeligt ud af dig og jeres forhold. Din opgave er så at overveje, hvad du får ud af det.

I denne proces skal du selvfølgelig være opmærksom på, at hun gør det samme med dig. Kom hende i møde og dæk de af hendes behov, du kan og har lyst til. Lyt til hendes ønsker og forventninger. Fortæl, hvad du kan give hende, og hvad du ikke kan eller vil. Dette handler om at lære hinanden op som partnere, og se hvor langt I kan nå sammen.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *