Hjem » Manden er skurken, og kvinden er offeret – eller hvad?

Manden er skurken, og kvinden er offeret – eller hvad?

Del dette indlæg

Er manden bare djævelen selv i forklædning, mens kvinden er udstyret med englevinger og en glorie om sit fagre hår? Det kommer an på, hvem du spørger.

Den anden dag havde jeg en lille meningsudveksling med en kvinde, hvor jeg stillede spørgsmålet: Hvorfor bliver mænds seksualitet så tit betragtet som primitiv og grov, mens kvindens anses for sart og forfinet?

Baggrunden var den velkendte, at kvinder oftest foretrækker at have følelser over for den mand, hun har sex med, mens manden kan parkere følelserne og have sex alligevel. At langt de fleste mænd så foretrækker sex med følelser er en anden sag.

Kvindens svar var, at kvinder gjorde ting for andres skyld (også selv om det påførte dem selv ubehageligheder), mens mænd alene tænkte egoistisk på egen fornøjelse og gerne brugte løgn og andre tricks for at sikre sig sex.

Så vi ser åbenbart på mænd som primitive, fordi de er primitive, og på kvinder som ædle fordi de er ædle. Kort sagt: Manden er skurken, og kvinden er offeret. Det besvarede desværre ikke mit spørgsmål om, hvorfor vi vurderer de to køns adfærd så forskelligt i den samme parringsleg.

Testosteron som drivkraft
Selv om kvinder flirter og viser interesse, er det oftest mandens ansvar at tage initiativet og få situationen til at eskalere, så den ender med sex (hvis den altså ender sådan). Kvindens ansvar i den forbindelse er at vide, at det (helst) er en god og fornuftig mand, hun indlader sig med. Hun vil tale med ham og teste ham for at sikre sig, at han er til mere end blot en hurtig tur i nærmeste høstak. Så hun skal føle tillid til ham og føle sig tryg midt i spændingen. Den spænding kan nemlig udløses med børn til følge – børn der oftest har en far som primært skaffedyr og en mor som primær giver af varme og omsorg.

Nej, jeg taler absolut ikke om, at kvinder skal tilbage til kødgryderne. Dette er ikke et forsvar for en vulgærdarwinisme, der skal reducere mænd og kvinder til krybdyrsstadiet. Men samtidig er vi også levende væsener, og i dyreriget er næsten alle hanner ens på det område, der hedder seksuelt initiativ.

Det gør vi mænd ikke for at være skurke eller egoistiske. Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være. Er der en slubbert på spil her, er det kønshormonet testosteron, der giver det seksuelle drive. Kvinder producerer også testosteron, men mænd producerer 10-15 gange så meget. Så mænd er mere aggressive, konkurrerende og sex- og risikosøgende end kvinder. Til gengæld har kvinder blandt andet mere empati, omsorgsfølelse og forståelse for sociale situationer.

Disse egenskaber kunne vi så sætte etiketter med “godt” og “dårligt” på. Er målet at forvandle samfundet til ren junglelov, ville mandens egenskaber blive kaldt gode og kvindens dårlige. Er målet alene at snakke, hygge og knytte bånd, vil kvinden være vinder og manden taber.

Det mandlige og kvindelige styrker os alle
Menneskets samfund har imidlertid haft mange forskellige muligheder og trusler gennem tiderne, så det er min klare overbevisning at det netop er kombinationen af de typisk mandlige og kvindelige egenskaber, der har sikret den samlede befolkning succes.

I de tidligste tider har stammen overlevet ved, at mændene konkurrerede indbyrdes om at være den bedste jæger og kriger, og at kvinder i fællesskab samlede bær og plejede børn, syge og svækkede. Vores egenskaber har nøje matchet den arbejdsdeling, som dengang hørte til de to køn.

Socialt og kulturelt har vi flyttet os uendelig langt fra jæger- og samlersamfundet. Vores hjerner har bare ikke ændret sig i samme takt, hvilket blandt andre hjerneforsker og psykiater Peter Lund Madsen har påpeget. I parringslegen er det som regel stadig kvinden, der afventer mandens initiativ – vi lærer allerede de femårige dette grundlag i danseskolen, når de små drenge skal gå over gulvet for at inklinere for pigerne.

Som voksne er det et helt andet spil, der venter på arbejdsmarkedet og i de sociale cirkler. Begge køn passer stort set alle typer jobs, og aggression er bestemt ikke populært på en arbejdsplads med mus-samtaler og forældreorlov til mænd. Hjemmearbejdet er, heldigvis, også blevet mere ligeligt fordelt, og de ældgamle kønsroller forventes vi først at finde frem igen, når det bliver aften, og ægtesengen kalder.

Prøv at iagttage en gruppe mænd alene sammen. Og en gruppe kun bestående af kvinder. Og en gruppe, for eksempel et selskab, hvor begge køn er samlet. Plus et enkelt, isoleret par. Der er altid undtagelser naturligvis, men taler, interagerer og opfører de to køn sig ens, eller gebærder de sig forskelligt? Jeg er ganske sikker på, at vi efter kort tid kunne opremse en række mønstre for mandlig og kvindelig adfærd.

Jo, det er kun typiske ting, gennemsnitlig adfærd, og der vil være mange individuelle forskelle – men mønstre vil der være. De mønstre vil være tydeligere og mere skarpt optrukne, jo mere seksuelt ladet situationen er. Der vil være større forskel på de to køns adfærd blandt andre unge på diskoteket kl. 3.00, end når familiefaren køber morgenbrød af bagerjomfruen få timer senere.

Det frie valg har sine grænser
Kunne man opstille en ligning for menneskelig adfærd, ville den helt sikkert blive uendelig kompliceret. Selv hvis vi nøjedes med en opdeling i arv og miljø, ville selv forskere være uenig om de enkelte komponenters vægt, rolle og deres samspil. Og jeg er hverken forsker, eller noget der ligner.

Alligevel vover jeg det ene øje og påstår, at hvis vores adfærd er så indgroet, at vi kan tale om, at noget er typisk eller normalt, så er det ikke et resultat af individets eget og frie valg. Så er vi underlagt vores gener og opvækst. Vi vælger heller ikke, om vi vil være homo- eller heteroseksuelle. Der er tilfælde, hvor det ikke giver mening at hæfte etiketter som god og dårlig, rigtig eller forkert på opførslen, som hvis vi vælger at lægge en tyver hos tiggeren i stedet for at stjæle tiggerskålen.

Når manden vælger at gå hen til en kvinde, og hun siger ja, og begge på forskellige måder gør hvad de kan for at sikre deres børn så godt som muligt, så kan vi – om ikke andet – sige, at dette fungerer fint i et biologisk perspektiv. Menneskeheden har overlevet indtil nu. Og det er vel godt?

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *