Hjem » Om manualen

Hvordan tænker kvinder? Hvordan tænker mænd? Hvad tænker vi om hinanden, og hvordan opfører vi os over for det modsatte køn?

Mandens Manual er skrevet til dig, der vil vide mere om det gode gamle spil mellem mand og kvinde. Den viden er nyttig, når du vil indlede et forhold, uanset om det er en kort snak ved stoppestedet, et kram i baren, en enkelt hed nat, eller at I ender med at flytte sammen og stifte familie.

For vi vil så gerne have kærlighed, sex, samtaler, nærvær og alt det andet gode. Overordnet er kvinder og mænd nok ude på det samme, men de to køn ville male lidt forskellige billeder, hvis de skulle vise, hvordan deres foretrukne forhold skal se ud. Dertil kommer de mange individuelle forskelle, fordi vi alle har forskellige erfaringer og opfattelser.

Tiltrækning, kurtisering, dating og flirt er veje til at nå målet. Også her griber de to køn og deres medlemmer tingene forskelligt an. Det hele kan ligne en af de fuglereder, linen kan lave på et fiskehjul, og som hindrer dig i at få noget på krogen.

Mandens Manual er metoder til at løsne dette sammensurium igen. Ikke ved at svinge fiskekniven i et enkelt hug, men ved at skabe overblik og løse hver knude for sig.

Skal det lykkes, dur det ikke at påpege, at kun det modsatte køn er gået i hårdknude. Vi bidrager selv til problemerne, så vi må også se på vores egen rolle i spillet.

Indlæggene er hverken skrevet af læger, terapeuter eller sexologer. De har alene karakter af vurderinger, venskabelige råd og almindelig, sund fornuft.

Læs, og bidrag gerne selv med dine erfaringer, tanker, håb, problemer og spørgsmål. Alle er velkomne. Lad os få en god, sober og lærerig debat.