Hjem » Når hun brænder dig af

Når hun brænder dig af

Del dette indlæg

Hun udebliver uden et ord fra jeres date og lader dig stå og blafre alene på det aftalte mødested. Eller hun aflyser, fordi katten har tynd mave, hun glemte jeres date, eller noget andet kom på tværs. Hun brænder dig af, og det er rigtig surt. Kan du gøre noget for at undgå det?

Lad det være sagt med det samme: Du kan ikke gardere dig imod at blive brændt af. Det ligger uden for din kontrol, for du kan ikke styre andres adfærd. Derimod kan du lære at lægge mærke til tegnene på, at dette er på vej til at ske. Er du opmærksom på dem tidligt, kan du minimere den skade, det kan gøre på dine følelser. Men garantier eksisterer ikke, med mindre du køber en brødrister.

At blive brændt af må ikke forveksles med et afslag. Stopper hun pludselig kommunikationen eller skriver et desværre, men… er det et afslag – hun er ikke interesseret. Det samme gælder, hvis hun først siger ja til en date men så kommer i tanker om en anden aftale uden at foreslå et nyt tidspunkt med dig.

At blive brændt af er, når hun ikke overholder sin del af aftalen, efter I har lavet en fast eller midlertidig aftale om at mødes. Bliver du brændt af, kan hun aflyse et par dage før mødet eller en halv time inden. I værste fald dukker hun slet ikke op.

Hun brænder dig af, fordi hun ikke er tilstrækkeligt interesseret i at være sammen med dig. Hun kan have manglet lysten fra begyndelsen uden at tænke alverden over den, indtil det pludselig går op for hende, at nu er mødet med dig alvor.

Eller hun var interesseret nok i begyndelsen, og så gik noget skævt. Jeres kommunikation gik i den gale retning, eller en anden og mere spændende fyr dukkede op. Det sidste sker konstant på onlinedating, hvor alle skriver til alle.

Pust til gløderne og hold ilden ved lige
En anden, almindelig årsag er manglende momentum. I får ikke holdt ilden ved lige, og så risikerer den at gå ud. Derfor er det vigtigt, at I ikke aftaler en date for lang tid ud i fremtiden. En uge er lang tid at vente, efter I har aftalt at mødes.

Det kan være nødvendigt at planlægge så langt frem af hensyn til jeres andre forpligtelser, men så må du holde hendes interesse ved lige i ventetiden. Det gør du ved af og til at sende en sms (sød, sjov eller lidt af hvert), eller du ringer hende op. Lad ikke snakken blive for lang. Dels er mange mænd ikke så gode til at tale med fremmede i telefon, dels risikerer I begge, at I kommer til at tyvstarte jeres date, inden I sidder over for hinanden. Endelig risikerer I at misforstå hinanden og finde fejl hos modparten, så I helt mister lysten til at ses.

På selve mødedagen sender du en sms: “Glæder mig til vi ses i aften” eller lignende. Svarer hun ikke, skriver du: “Har vi stadig en aftale?” Fortsat intet svar: Drop hende, lav andre planer for aftenen.

Vent højst 20 minutter på jeres mødested. Dukker hun hverken op eller sender en fornuftig forklaring, går du hjem og sletter hendes nummer og jeres korrespondance. Brug din tid på mennesker, der værdsætter og respekterer dig.

Når hun udskyder at aftale noget konkret
Et problem er dem, der ikke vil lave en fast aftale. I stedet siger de noget i retning af det lyder fint at ses torsdag aften – send mig en sms i løbet af dagen, så vi kan aftale nærmere. Hvad de i virkeligheden siger er: Tjo, øhh, det kan vi da godt – hvis der altså ikke dukker noget mere spændende op inden. I sådan et tilfælde er der stor risiko for, at du bliver brændt af.

Derfor: Aftal tid og sted, så der ingen usikkerhed er om disse facts. I hele forløbet har du endvidere sørget for at holde en romantisk tone, så hun ved, at dette er en date. I mødes ikke bare fordi, I ikke har noget bedre at lave.

Vil hun ikke lave en konkret aftale i god tid, er hun ikke interesseret nok. Så har du to muligheder: Drop hende, glem hende. Eller find et påskud til, hvorfor torsdag aften alligevel ikke duer for dig. Så er det op til hende at foreslå en ny date, hvis hun er interesseret.

På den måde brænder du hende af, inden hun gør det mod dig. Du kan naturligvis gøre dette for at påtvinge hende initiativet. Risikoen er bare, at I bevæger jer ud i et halvråddent magtspil. Hvis du regner med, at hun vil brænde dig af, hvorfor skulle du så overhovedet have lyst til hende?

Tegn på at du risikerer at blive brændt af
Nervøsitet: Enhver tale om at hun er bekymret ved onlinedating, ikke har prøvet det før, hendes personlige sikkerhed, at hendes veninde eller kat har overtalt hende til at lave en datingprofil, eller hvis hun har en generel mistro til mænd. Disse kvinder skal du slet ikke gå ud med, for de har større problemer end at kunne overholde en aftale.

Gratis datingsites: Her har folk ikke investeret penge, så de tager det for let. De er muligvis også nærige med følelserne.

Datingprofil uden tekst: Hun gider ikke gøre det mest grundlæggende arbejde. Regn med, at hun også ser afslappet på indgåede aftaler.

Fotos: Hun har ingen på sin profil og kan (vil) heller ikke sende et. Du risikerer en problemfyldt, angst type. Forvent, at hun også er bange for at møde dig i virkeligheden. Det gælder også, hvis hendes fotos virker gamle, fordi hun ikke står ved sin alder, eller hun ikke tør fortælle dig sit fornavn. Jo, den slags forekommer.

Tinder og lignende apps: Her går det stærkt, og miljøet lægger ikke op til forpligtelser. Forvent at blive brændt af jævnligt.

Hun virker lunken: Hendes svar er blevet korte og sjældnere, og hun lægger ikke op til nye samtaleemner.

Du gør alt arbejdet: Er det dig, der alene har taget hvert eneste initiativ til sms, mails og telefonsnak? Så har hun sikkert ikke investeret mange følelser i bekendtskabet. Det bliver nemmere for hende at knipse dig væk som et besværligt støvfnug.

Svar hurtigt, så du ikke bliver usynlig for hende
Svar rimelig hurtigt på hendes mails og sms’er. Hurtigt betyder under 12 timer. Trækker du tiden ud for selv at spille kostbar, risikerer du, at hun heller ikke føler sig forpligtet, og at hun i øvrigt gennemskuer dit spil. For den slags er et spil. Med smartphones er vi online konstant – der er simpelthen ingen undskyldning for ikke at svare inden for få timer.

Lad der ikke gå for lang tid, fra I får kontakt, til du foreslår at mødes. At skrive sammen i lang tid giver en (falsk) følelse af sikkerhed men også en bekymring for, om man kan leve op til alle de fine ord i virkeligheden. Nogle reagerer så ved at brænde den anden af.

Aftaler I jeres date pr. telefon, er det mere personligt end mail og sms. Nu er du andet end bare tekst på en skærm, og så vil hun lettere få dårlig samvittighed over at brænde dig af. Heller ikke dette er dog nogen form for garanti. Brænder hun dig af, er det ærgerligt, men så er det heller ikke værre. Sig til dig selv: Pyt! Det er, hvad der sker.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *