Hjem » Narrefisse: Sådan undgår du problemet

Narrefisse: Sådan undgår du problemet

Del dette indlæg

Hun var totalt flirtende og uimodståelig. Drilske blikke og trutmund. Et glimt af kavalergangen gav hun dig også. Hun lagde bare så meget op til dig, mens timerne gik. Og så endte du med at gå hjem alene. Du fik narrefisse. Sådan undgår du problemet.

Der er situationer, hvor kvinder småflirter uden dybere bagtanker. Der er også kvinder, der føler sig tiltrukket af en mand i første omgang men siden skifter mening. Som mand er det din pligt at forstå begge disse situationer og respektere kvindens beslutning.

Men det er et anderledes scenarium, vi står over for her. Kvinden bliver ved med at flirte hele aftenen, og hun bliver mere og mere pågående. Måske kysser og krammer I også.

Forskellen her er, at kvinden flirter løs, selv om hun fra begyndelsen har besluttet, at dette ikke skal føre til sex, for det er hun slet ikke interesseret i. Det er alene opmærksomheden fra flirten, der giver hende et kick.

Dette er definitionen på narrefisse. Hun foregiver en interesse, hun ikke har. Hun lokker med et løfte om sex, men hun ved, at hun ikke kunne drømme om at indfri det.

Ordet narrefisse er blevet brugt mand og mand imellem i snesevis af år. Når det har vundet et sådant indpas i (mande)sproget, er det fordi, det dækker over reelle oplevelser – situationer og dynamikker som mange har haft inde på livet.

Psykiatrien har et mere renskuret ord for narrefisse: pseudoseduktivitet. Det er sat sammen af de to ord pseudo og seduktivitet, der betyder henholdsvis falsk og forførelse. Og det er netop, hvad det er. Kvinden foregiver at ville forføre(s), men hendes signaler er usande og uden reel hensigt.

Pseudoseduktivitet er en markant ingrediens i den diagnose, psykiatere betegner som histrionisk personlighedsforstyrrelse. Et par procent af befolkningen vurderes at lide af denne forstyrrelse, flest kvinder.

Hold øje med faresignalerne
histrionisk personlighedsforstyrrelse er karakteriseret ved:

  • Teatralsk opførsel. De dramatiserer og viser store og overdrevne følelser
  • Følelsesmæssigt svingende. De lader sig let påvirke af andre, men deres følelser er overfladiske
  • Spænding og drama. De elsker opmærksomhed og går meget op i deres udseende
  • Pseudoseduktivitet. De vil gerne virke seksuelt tiltrækkende men uden at ønske sex

Det er let at forestille sig, at denne type person er trættende og anstrengende at være i selskab med, og at de er dårlige kærestekandidater. Disse ubehagelige fakta er dog lette at overse, hvis en kvinde bruger sex som lokkemad. For sex er for mænd, hvad syltetøj på en varm sommerdag er for insekter. Så lukker vi helt ned for fornuften.

Men kvinden i vores eksempel får jo ikke sex, hvad hun heller ikke er interesseret i. Hvad får hun så ud af dette psykiske spil?

Hun får opmærksomhed og masser af den. Mange mænd springer i med begge ben og vil lytte til hende, opvarte hende, købe drinks, beundre hende og rose hende. De vil logre med halen, når hun knipser med fingrene.

Føler hun sig tom indeni, og det gør mennesker med sådanne forstyrrelser, vil al denne opmærksomhed være et midlertidigt plaster på hendes sårede sind. Hun kan føle, at hun har kontrol over situationen, og der vil være bonuspoints, når andre kvinder reagerer med utilfredshed og jalousi på hendes opførsel.

Er hun tillige ondskabsfuld, vil hun kunne fryde sig over at afvise manden, efter at hun i timevis har nydt at se hans resultatløse bestræbelser på at indynde sig hos hende. Hun er typen, der er grundigt nedringet eller på anden måde udfordrende klædt – og så klager højlydt over at mændene kigger.

Sådan håndterer du situationen
Det står rimelig slemt til, hvis en kvindes opførsel er så gennemgribende, at en psykiater kan stille en diagnose som histrionisk personlighedsforstyrrelse.

En ting er, hvis kvinden i eksemplet føler en sadistisk fryd ved at trække manden rundt i manegen og ydmyge ham ved at lade ham udstille sin lyst til hende. Noget helt andet er, at almindelige, sunde mennesker jo også kan lide opmærksomhed og bliver glade for en velment kompliment. Men de gør det på en meget mere afdæmpet og sund måde, der er tilpasset situationen og andres reaktioner.

At flirte er sjovt, og begge parter kan gå videre bagefter med en rar følelse af glæde og bekræftelse – og måske lidt foder til fantasien. Også uden at det ender med sex. Så tag en uskyldig flirt, for det den er. Nyd den, men læg ikke for meget i den – især ikke, når du ikke kender kvinden.

For din egen skyld bør du lære at skelne imellem, hvad der er en hyggelig og uskyldig flirt, og hvad der er et voldsomt udtalt ønske eller løfte om sex, og om der er hold i det. Det kan være svært, hvis vedkommende lider af en histrionisk personlighedsforstyrrelse, for så vil der netop være skruet helt op for intensiteten.

At flirten så hurtigt bliver intens, fræk, overdrevet, og især upassende i forhold til situationen, er den tydeligste advarselslampe, der blinker dig lige ind i hovedet, hvis du står over for et tilfælde af narrefisse.

Nej, denne kvinde er ikke meget mere fræk, kinky eller liderlig end alle de andre, du har mødt. For hendes voldsomme flirt er ikke normal adfærd for en kvinde, første gang hun møder en mand. Hvis det virker for godt til at være sandt, er det fordi, der er noget om snakken.

Du kan prøve at spotte tegnene på falsk flirt ved, at kvinden er overdrevent selvoptaget. Hun vil vise sine følelser med store armbevægelser, så du føler dig som tilskuer til et drama. Hun vil slubre enhver af dine komplimenter i sig med nydelse, men hun vil ikke vise dig interesse som person, og hun vil ikke spørge ind til dig og dit liv. Højst vil det være et par korte bemærkninger, inden hun kan vende tilbage til sit yndlingsemne, der er mig, mig, mig.

Invester ikke for megen opmærksomhed, håb eller følelser i et menneske, du ikke kender. Ellers er der ikke så meget, du kan gøre for at vaccinere dig imod denne type kvinde, hvis opførsel er gift for et godt og sundt forhold.

Jo, for resten: Når du oplever en kvinde, der opfører sig overdrevent, selvforherligende og upassende i forhold til situationen, burde du tænke: “Tak skal du have, hun er vist noget af en mundfuld. Der er en mand, der får problemer her. Men det bliver ikke mig.”

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *