Hjem » Selvrealisering spænder ben for os

Selvrealisering spænder ben for os

Del dette indlæg

Jeg har jævnligt kritiseret netdating for ikke at være effektivt, hvis du vil finde en kæreste. Er du derimod ude efter kortere bekendtskaber, gør netdating og apps som Tinder det godt. Det er nærliggende at tro, at det er nettets indbyggede mekanikker, der gør os mere overfladiske og fremmer en zapper-kultur. Men lad os brede fænomenet mere ud, og se på hvordan vores egen selvrealisering spænder ben for os.

Jamen, selvrealisering er da altid godt, ikke sandt? Ja. Og nej.

Ja, fordi vi anser individets frihed som noget positivt og jo mere des bedre. Nej, fordi selvrealisering også har konsekvenser, hvoraf nogle er uønskede. Følger jeg for eksempel min impuls til tale løs, fordi jeg synes, jeg har noget på hjerte, så går det ud over din mulighed for at blive hørt. Her tager den ene sine friheder på bekostning af andres. Men vi frihedssøgende mennesker kan også snuble over egne, gode intentioner, når selvrealisering spænder ben for os selv.

Det moderne ønske om selvrealisering er meget ældre end World Wide Web. I efterkrigstiden udviklede sig en ungdomskultur, og teenagere begyndte at få penge til eget forbrug. I tresserne fik vi et ungdomsoprør, der i sin kerne var antimaterialistisk og mere fokuseret på erkendelse og at udtrykke egne behov og drømme. Det kunne vi gøre på grund af en højkonjunktur, der gav os masser af penge til at dække de basale behov.

Efter et par årtier med newage, spiritualitet og sund mad er vi nu havnet et sted, hvor vi udtrykker vores identitet gennem vores forbrug i et hav af subkulturer, så vi alle kan føle os enestående. Nogle med strikhue, stenaldermad og Mac, andre med hjemmebygget PC, pizza og dekorativt hullede cowboybukser.

Synden har skiftet karakter
Disse ændringer har vores generation spillet en rolle i, eller i det mindste har vi set til fra sidelinjen. Mange af os har sat drømmene på standby, mens vi havde mindre børn. Nu er de blevet store, og vores behov for at udtrykke vores inderste har igen fået mere plads at boltre sig på.

Vi er gået glip af så meget så længe. Nu er det vores tur til at leve livet og få revanche ved at indhente det, vi ikke nåede, da vi var i trediverne og begyndelsen af fyrrerne. Ja, faktisk har vi pligt til det. Tænk, hvis vi ikke udfoldede det potentiale, som vi er sikre på er stort? Hvad ville vi selv, og verden, ikke gå glip af?

Også vores næste kærlighedsforhold skal være godt. Nej, det skal være perfekt! I så mange år har hun set hans vom vokse i takt med, at hårgrænsen forsvandt om i nakken. Han har set hendes bryster synke ned mod mavens strækmærker, mens sex blev mere og mere sjældent.

Nu skal der ske noget! Kvinderne er mest aktive på alle fronter, men også mændene træner til maraton, suger maven ind og lytter pænt til arbejdspladsens seminarer om synergi og omstillingsparathed.

At synde handlede engang om at stjæle og begå hor. Nu er det syndigt, hvis du ikke er i konstant udvikling eller får dækket dine behov 24/7. Ensomhed er et brændemærke, og en blank kalenderside er et tomt liv.

Du kan højst få et lille hjørne
Er vi halvgamle eller ældre singler, har vi, forhåbentlig, et liv med mennesker og aktiviteter. Kalenderen bliver på en eller anden måde fyldt – om ikke andet topper vi op med netsurfing og streaming ad libitum, selv om der ingen prestige er i det. Men det behøver vi jo ikke fortælle på de sociale medier.

Hvis jeg vil have en kæreste i dag, skal der ryddes mental plads og tid til vedkommende. Har jeg lyst til det? Hvad skal ud af min kalender, som den ser ud i dag? Jo, selvfølgelig kan jeg det. Det må bare ikke ske på bekostning af alle de andre unikke events, der fylder mit liv.

Vi kan måske tage os sammen til at klargøre et lille hjørne af vores liv til en ny partner. Men helst et, hvor denne person passer perfekt ned i hullet som en brik i det puslespil, vi allerede har lagt. Men når den anden nu tænker på samme måde, så er du også kun sikret et hul i den andens puslespil, så længe du passer ind. Er der ikke lidt trangt i den position? Er der kærlighed og rummelighed i dét?

En vigtig vestlig værdi påbyder os at være lykkelige. Vi skal have, hvad vi ønsker os. Vi skal realisere alle vores muligheder, og det indbefatter den bedst mulige partner. At acceptere mindre end det ypperste er at nøjes, og det er nærmest en forbrydelse mod vores guddommelige selv.

Vi spejler os men vil selv bestemme billedet
Prøver vi at genoplive en tilværelse, der så perfekt ud, set gennem ungdommens sort/hvide briller? Altså, bare uden børn der er i vejen, og en partner der i det lange løb viste sig at være for uperfekt?

Er det derfor, vi er så kræsne, at vi ikke tør sige ja til nogen og binde os i et fast, langvarigt forhold i frygt for, at vi så siger nej til nogle andre og bedre? Jager vi egentlig en partner, eller jager vi snarere os selv, som vi ønskede og troede, at vi var, selv om ungdommens glans gik af os for mindst 20 år siden? Jager vi vores egen hale?

Når vi ikke engang tør vælge et andet menneske og sige ja, er vi så overhovedet modne til et forhold? Jo selvfølgelig, vil vi påstå. Den person skal bare være så god, at forholdet ikke bare er bedre end at være alene, men også meget bedre end det de andre almindelige mennesker kan tilbyde. De skal også være så unge, at de er smukke og eventyrlystne, men samtidig skal de have så dårligt syn, at de ikke får øje på vores deller, høje tindinger, slappe bryster og poser under øjnene.

For hvad ville der ske, hvis sådan en ny partner så halvgammel og lidt slidt ud? Vedkommende ville formentlig være jævnaldrende med os selv, og så ville de udgøre et spejlbillede, der mindede os om vores egen alder, og at vi har en tredjedel af livet tilbage, hvis vi er heldige. Desværre er det den tredjedel, hvor svækkelse og sygdom sætter ind, og det er ikke til at bære i en kultur, der sætter ungdom og selvforgabthed højt. Mindst af alt har vi brug for en partner, der minder os om, at vi skal dø en dag.

I stedet for at komme dertil, er det mere trygt at lade det ny forhold visne efter et par måneder, når nyforelskelsen alligevel har toppet. Så har begge fået deres tiltrængte forelskelsesfix, og vi kan søge videre hver for sig. Dem, vi let kan få, er jo heller ikke så spændende som de uopnåelige. Så neurotiske kan vi blive, at vi tror, der er noget galt med dem, der endelig vil have os, for hvorfor skulle de ellers forpligte sig så let, hvis andre ville have dem?

Vi skal bestemt ikke tilbage til en tid, da par var tvunget til at holde sammen alene på grund af økonomi og normer. Men nu har vi et samfund, hvor den vigtigste lim i parforholdet er romantiske følelser og seksuelt begær. De to størrelser er nemme at erstatte ved hjælp af nettet. Men ansvaret for at turde elske og give rigtig plads til et andet menneske er stadig vores eget. Lysten og modet til det er bare truet – først og fremmest af vores eget navlepilleri.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *