Hjem » Skal jeg google min date?

Skal jeg google min date?

Del dette indlæg

“Hvem har ikke altid drømt om at gå på opdagelse i sin dates hjem, inden man fysisk skulle møde hinanden? Du får mulighed for at lede i alle skjulte hjørner, komme helt ind i soveværelset og kigge ned i toilettasken.” Det lover en artikel, der skal varme op til løjerne i et nyt datingprogram, Go eller Nogo! Programmet bliver lavet af Ekstra Bladet og Dating.dk.

Det er jo en blanding af velkendte tv-programmer som Kender du typen? Vis mig dit køleskab, og et reality-program hvor du kan stemme deltagerne ud. Det vil sikkert fænge hos en del seere. Underholdende er det sikkert også, og det er der en rigtig god grund til.

Mit ærinde her er ikke at stille spørgsmålstegn ved en udsendelse, jeg ikke har set endnu. Derimod synes jeg, at programmet, sikkert utilsigtet, gør opmærksom på et reelt problem, når vi står over for et nyt bekendtskab. Det problem er større, end om en mandlig deltager gemmer pornoblade under sengen, eller om en kvindelig altid lader indføringshylstret fra tamponen flyde på badeværelset. De ting skal der alligevel nok blive ryddet op i, inden kameraholdet bliver lukket ind i privaten.

Men selv på det jordnære plan, hvor mange mænd vil så forstå en kvindes behov for at fylde sofaen med pyntepuder og tøjdyr? Hvor mange kvinder kan se logikken i, at han har otte fiskestænger, hvis to burde være nok?

Programmets udgangspunkt er, hvad mange mennesker allerede gør, eller i det mindste forsøger på, når de er interesseret i en mulig partner: At skaffe sig viden om personens fortid, bevæggrunde og negative sider inden, de lærer dem at kende på den naturlige, langsomme måde. Naturligvis uden at afsløre for meget om dem selv. Var det et kortspil, ville de holde deres egen hånd skjult, mens de forsøgte at få et snydekig i modpartens.

Vi tester hinanden
Der er god mening i, at mænd og kvinder forsøger at teste modparten lidt. Vi gør det for at beskytte os. Især har kvinder en lang og fornuftig tradition for at ville sikre sig en god og solid forsørger, der ikke misbruger sin fysiske overlegenhed til at skade hende.

Du oplever sådanne tests på en date, når kvinden spørger, hvilken bil du har, eller om du bor i en leje- eller ejerlejlighed. Dette handler udelukkende om at vurdere din økonomi. Tilsvarende kan mænd komme med små, seksuelle antydninger. Det gør vi ikke nødvendigvis, fordi vi regner med sex på første date; men vi vil gerne sikre os, at kvinden i det mindste har en vis interesse i den side af et forhold.

Begge køn har altså deres måder at stikke tåen i vandet på, inden de hopper i. For vi vil gerne vide så meget som muligt om den person, vi måske indleder noget med. Det er forståeligt, hvis vi investerer følelser, formue og år af vores liv. Så skal jeg google min date?

Men dette ønske om sikkerhed tipper over, når det bare handler om de første par stævnemøder. Her skulle vi nok kunne klare at bruge et par timer sammen med et fremmed menneske uden at vi føler, at det er voldsomt spild af vores kostbare tid. Et par timer, der i bedste fald kunne bringe os tættere på et dejligt menneske i stedet for at bruge søndag eftermiddag på computerspil eller Netflix.

For hvad sker der med os, når vi får en masse oplysninger om mennesker, vi endnu ikke har mødt? Vi danner os lynhurtigt vores eget billede af vedkommende, vi bliver endnu mere forvirrede, og vi bliver unødvendigt kritiske. Al denne information kan ende med at ødelægge det hele, inden det overhovedet kommer i gang, fordi vi afviser den anden på et spinkelt grundlag. Oplysningerne, der skulle beskytte os, ender i stedet med at blive farlig viden og sabotere de gode hensigter.

Vi risikerer at afvise de gode
Jeg skal være den første til at argumentere for at bruge fornuften, når man leder efter en kæreste. Men her bliver vi ramt af information overload, hvis vi tillægger mange, små ting en stor og negativ betydning. Tit vil det være på bagateller, vi dømmer andre ude – selv ville vi finde det uretfærdigt, hvis vores egne egenskaber blev bedømt så hårdt og uden for en naturlig sammenhæng. Vi risikerer at sige nej til et dejligt menneske, fordi vedkommende trykker midt på tandpastatuben.

Her vil nogen måske hævde, at hvis vi opdager for mange negative ting, kunne vi i stedet vælge en anden at gå på date med. Sandt er det, at der er i hundredvis af andre singler på diverse datingsites. Al erfaring tyder dog på, at alle andre også har nogle småfejl, fordi de netop er mennesker. Ellers kan du kigge dig i spejlet og spørge, om du selv er perfekt.

En løftet pegefinger: Ovenstående betyder ikke, at du skal acceptere hvad som helst fra et andet menneske. Der er mennesker, der er alvorligt skøre, syge, voldelige eller grænseoverskridende. Føler du dig dårligt behandlet, skal du absolut gå din vej – jo før, des bedre. Dette indlæg handler alene om at give andre, og dig selv, en chance, selv om de ikke lige matcher din ide om den perfekte partner 100 procent.

5 tips der gør det lettere for dig selv
Hvad pokker skal du så gøre? Ikke andet end at væbne dig med lidt tålmodighed, og acceptere at alle menneskers småfejl og -skavanker viser sig, når vi lærer dem bedre at kende. Til den tid har den anden forhåbentlig vist så mange gode sider, at vi holder af dem alligevel og accepterer hele pakken. Nedenstående tips kan du også læne dig op ad:

Du må have mod nok til at lade et bekendtskab udfolde sig i sit eget tempo. Tal sammen og oplev noget i fællesskab. Læg mærke til, hvad den anden siger og gør. Hænger ord og handling ikke sammen, kan der være et underliggende problem.

Accepter, at der er forskel på need to have og nice to have. Var din partner et spejlbillede af dig selv, ville vedkommende også have sine små pudsigheder og småfjollede ideer.

Lad være med at google den, du skal på date med. Hold dig fra vedkommendes profiler på sociale medier. Du bliver hverken klogere eller mere sikker af en masse løsrevne oplysninger, med mindre den udkårne allerede er offentligt kendt som alvorligt kriminel. Gør du det alligevel, så hold i det mindste mund med det. Fortæller du en date, at du har googlet vedkommende, er det dig, der kommer til at fremstå som underlig.

Kvinder er mere tilbøjelige til at søge efter fejl for at afvise en bejler – især inden sex. Som mand skal du derfor passe lidt på med at sige og gøre ting, der er åbne for alt for brede fortolkninger. Du skal ikke lyve, men har du en vane med at bruge antydninger og korte svar, risikerer du, at hun selv fylder hullerne i informationen ud med forkerte konklusioner. Alt, hvad du siger og gør på de første dates, bliver vendt i hendes hoved – og sammen med veninderne.

Bevar roen, lad være med at investere for mange følelser i et menneske, du knap kender. Føler du dig forelsket i en, du kun har udvekslet et par mails med, er det ikke, fordi denne person er noget helt specielt. Det er bare dig, der overfører din ønsketænkning på en, der i situationen fungerer som intetanende målskive for dine drømme.

Pas på med at søge en masse løsrevne oplysninger, du alligevel ikke kan forstå, fordi de ikke indgår i den rette sammenhæng. Leder du efter fejl skal du nok finde dem. Vi har alle fejl, ingen er perfekte.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *