Hjem » 10 ulemper ved at date online

10 ulemper ved at date online

Del dette indlæg

Sidste indlæg handlede om nogle af de mange fordele ved onlinedating. Medaljen har altid en bagside, og det gælder også her. Læs med, og bliv klædt på til at håndtere problemerne, hvis du bruger nettet til at lede efter en partner. Her er en liste over 10 ulemper ved at date online:

1. Dine forventninger bliver let for store
Selv om du bruger nogle søgekriterier, kan du ende med dusinvis af kvinder, der ser ud til leve op til dine ønsker. Derfor kan du hurtigt få samme følelse som et barn, der er alene i en slikbutik – mulighederne for at tage fra alle hylder synes uendelige og overvældende. Du får sikkert også nogle breve eller svar på de breve, du selv sender ud. Det kan skabe en følelse af, at du pludselig er blevet utrolig attraktiv hos kvinderne. Desværre tror alle de andre på sitet også, at de er uimodståelige, så de sigter også efter dem, de finder mest attraktive. Det føles måske som en kold klud i ansigtet, men det bedste du kan gøre er at holde dine forventninger på et meget lavt plan.

2. At blive skuffet er uundgåeligt
I løbet af weekenden skrev du sammen med tre kvinder. Nu er det onsdag, og den ene kvinde har nu skrevet, at hun alligevel ikke er interesseret. Den anden har slet ikke svaret, selv om du har set, at hun var online. Og den tredje har slettet sin profil uden et ord til dig. Så hurtigt kan det gå, når man skriver med nogen online, og der er heller ingen garantier, hvis I mødes i virkeligheden. På nettet skriver alle med (næsten) alle, så det er indlysende, at nogle bliver sorteret fra. Det er indbygget i konceptet, men når du har rystet skuffelsen af dig et par gange, bliver du mere hårdhudet.

3. Onlinedating kan være en tidsrøver
Du kan bruge så meget tid på at søge, sende og besvare breve, at du bruger flere timer på det hver dag. Pas på, det ikke bliver til en tidsrøver, der for nogle kan udvikle sig til en slags besættelse. Lev, som du plejer, og nyd dit liv med de mennesker og interesser, du finder glæde i. At skrive sammen med fremmede – og måske mødes med dem – bør kun være krymmel oven på den lagkage, du allerede har i forvejen.

4. Online er der flere dårlige kæresteemner
Det er slet ikke sådan, at velfungerende mennesker altid er i forhold, mens der er fejl ved alle singler. Men der er mennesker, der har personlige problemer af den ene eller anden slags, der gør, at de har svært ved at holde på en kæreste. Procentvis vil flere af disse derfor være enlige, når du sammenligner med bedre fungerende mennesker. Derfor vil du også støde ind i flere mennesker med skrammer af forskellig slags på et datingsite, end du vil møde i dine sædvanlige cirkler. Brug din sunde fornuft og sig fra, hvis nogen overskrider dine grænser på en eller anden måde.

5. Onlinedating medfører tit en shopping-mentalitet
Du skriver med en tiltrækkende kvinde, men pludselig dukker der en ny profil op – en kvinde der er endnu mere attraktiv. Nu virker den første kvinde ikke længere så spændende, så du kaster din opmærksomhed på den næste. Dette sker hele tiden, når man dater online. Der er altid nogen, der virker bedre, og det får mange til at tro, at græsset også er grønnere på den anden side. Så folk shopper omkring, og der skal ikke ret meget til, før de hopper videre. Det bliver til et problem for både den fravalgte, og den der vælger fra. Den sidste kan jo aldrig slå sig til ro og sige ja til nogen som helst, når der konstant dukker noget op, der ligner et bedre tilbud. Leder du kun efter korte forhold eller engangsaffærer, gør dette fænomen ikke så meget. Er du på jagt efter en langtidsholdbar kæreste, så slå til, når du finder hende, der er god for dig. Slet så jeres datingprofiler, nyd hinanden, og se ikke tilbage.

6. Konkurrencen er hård
Lige som du synes, der er mange tiltrækkende emner at vælge imellem online, har kvinderne det på samme måde. Så du bliver sammmenlignet nådesløst med alle andre. Sammenhold dette med shopping-mentaliteten og den rastløse surfen omkring, nævnt ovenfor. Læg dertil, at mange har høje forventninger til en partner, mens det kan knibe med realitetssansen, når folk skal vurdere egne stærke og svage sider. Så har du et billede af konkurrencen på dette marked. Synes du dette er for hårdt, så sats på at finde din partner i byen, i en forening, på skolen eller på arbejdspladsen. I den virkelige verden har du meget bedre chancer for at blive vurderet ud fra, hvem du er som menneske, og hvordan du opfører dig.

7. Fotos og udseende tæller
På onlinedating kigger brugerne først og fremmest på fotos, og de færreste af os kan løbe med titlen som Mr. Universe. Risikoen for at falde igennem er derfor stor for langt de fleste, mens de flotteste af begge køn – måske fem procent af udbuddet – løber med opmærksomheden, de fleste breve og sikkert også masser af sex. At date online er en afspejling af, hvordan det er at være på jagt på virkelighedens kødmarked. Men vær forberedt på, at web-markedet er mere overfladisk, og at udseendet betyder mere her end i virkeligheden.

8. Knap så godt til kæresteforhold
Måske er det en generel tendens, som onlinedating kun har forstærket. Men det er let at møde en online, og det er lige så let at skifte vedkommende ud med en bedre model. Mange datere indgår ofte i flere, korte forhold af et par måneders varighed. Der er længere mellem dem, der finder sammen i et længerevarende forhold, flytter sammen og måske stifter familie. Der vil altid være et punkt efter et par måneder, hvor to mennesker må beslutte sig for at give forholdet en reel chance eller se i øjnene, at forelskelsen måske var for overfladisk. Men dette er i hvert fald ikke blevet sjældnere med onlinedating. Alle ved, at de kan møde en anden i overmorgen, hvis de ikke er tilfredse med deres nuværende partner.

9. Kriminelle bruger også datingsites
Det er ikke sådan, at onlinedatere er banditter. Men kriminelle bruger de tilgængelige muligheder for at score en gevinst, og onlinedating er en platform, de også forsøger at benytte sig af. Send aldrig penge til et menneske, du ikke kender. Lær tegnene på, at der er nogle, der har andet end rent følelsesmæssige hensigter med dig.

10. Du risikerer at føle dig udbrændt
Du kan bruge timer, dage og måneder på at skrive med alle mulige kvinder, møde dem, glæde dig og måske endda blive forelsket. I det samme tidsrum vil du uundgåeligt løbe ind i problemer, afvisninger, nederlag og kvinder, der brænder dig af. Det kan føles så udmattende, at du ikke længere ser frem til at møde en kvinde, du har aftalt en date med. Hun er bare en i en uendelig række af dates, du ikke længere tror på kan føre til noget. Her kan du blive fristet til at tage en pause fra dating og kvinder, og det er forståeligt. Problemet er så, at du afskærer dig fra at møde den kvinde, der kunne vise sig at være et rigtig godt match for dig. Det er bedre, at du nedjusterer dine forventninger til, hvad onlinedating kan. Læg ikke for megen betydning i ord og billeder, før det viser sig i virkeligheden og over tid, at I faktisk har noget sammen. Få flere erfaringer, så du bliver bedre til at spotte dårlige kæresteemner, inden du investerer for mange følelser. Tal med dine venner om, hvad de gør, gå på en masse dates selv og evaluer din egen rolle, og læs indlæg på Mandens Manual og tilsvarende steder.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *