Hjem » Undgå at blive såret tidligt i bekendtskabet

Undgå at blive såret tidligt i bekendtskabet

Del dette indlæg

Kærlighed kan gøre ondt, rigtig ondt. Men du skal ikke have knust dit hjerte allerede i den spæde begyndelse. Det er der slet ingen grund til. Her får du nogle råd, så du både kan undgå at blive såret tidligt i bekendtskabet og ikke brænder ud i datingprocessen generelt.

Dates i denne forbindelse er bare møder, eller stævnemøder om du vil. Om I har skabt den første kontakt på jobbet, til en fest eller online er underordnet.

Derimod betyder dine holdninger en masse. Det vigtigste er, at du tager på en date med det formål at have det hyggeligt og lære et nyt menneske lidt at kende. That’s it. Selv om du tager det roligt, kan du sagtens have gjort lidt hjemmearbejde alligevel. Sund fornuft skader ikke.

Du skal ikke tage på en date for at finde en kæreste, et fast forhold eller at få sex her og nu. Om jeres bekendtskab kommer til at tage den retning, vil vise sig hen ad vejen. Bliver I forelsket i hinanden, skal det nok gå nogenlunde af sig selv.

Men at mødes med en og så forvente at “få slået benene væk under sig,” som nogen ynder at kalde det, er alt for urealistisk. Sådan noget hører hjemme i kærlighedsromaner og på ungpigeværelser. Du er voksen. Går du på dates for at opleve kærlighed ved første blik, vil du blive skuffet igen og igen.

At ville have en kæreste og et forhold er der intet galt i. Det er bare en proces mellem to mennesker, og derfor kræver den noget tid. Jo mere rolig og tålmodig du er, des bedre er dine chancer for, at det en dag ender med et parforhold.

Vær aldrig forelsket på afstand
Går du på en første date, for at undersøge den anden som kæresteemne, er der stor risiko for, at den anden dumper. Jo, du kan se, om hun er pæn og fornuftig at tale med. Hun kan også have nogle ting, der irriterer dig lidt, men som i virkeligheden ikke ville betyde en snus, hvis du kendte flere at hendes positive sider. Du kan simpelthen ikke nå at samle informationer nok til at vide, om I kunne blive et godt par eller ej.

Hun har det selvfølgelig på samme måde. Skulle den anden endelig virke perfekt, er det helt sikkert fordi, du ikke kender vedkommende endnu. Din vurdering vil kun være et spejlbillede af dine egne ønsker og forventninger.

Det værste, du kan gøre, er at være fjernforelsket i måneds- eller i årevis. Altså, at du igennem lang tid har nogle varme følelser for en, der bare ikke ved det. Sådan en dagdrøm kan martre dig til et punkt, hvor du ikke engang tør invitere hende ud. Du vil hellere føle dig sikker i din drøm end at risikere et afslag i virkeligheden. Og så forbliver det netop en drøm.

Øv dig hellere i at tale med alle slags mennesker: mænd, kvinder, unge og gamle. Efterhånden som du får træning og mere mod, bliver det også meget lettere for dig at gå hen og tale med en kvinde og få hendes telefonnummer. Udover at få gjort noget ved sagen har det den store fordel, at du ikke når at gøre dig en masse forestillinger om hende. Dette gør det igen lettere at nyde situationen i stedet for at stivne mentalt, fordi du tror, der er en masse på spil.

Det handler altså både om at holde sine forventninger på et lavt plan, og de forventninger, der er tilbage, må ikke være for specifikke. Dermed kan du gå hjem fra en date og have nydt både personen og samværet. Du er blevet lidt klogere på et andet menneske, men du er ikke blevet skuffet, fordi du har holdt håb, drømme og forventninger lidt på afstand.

Beskyt dine følelser
At tage den med ro forhindrer jer ikke i at flirte eller røre ved hinanden. Du kan også sagtens gå på dates med flere, hvilket jeg i øvrigt vil anbefale tidligt i forløbet. Gå ud og mød nogle nye mennesker, mor dig og få finpudset dine sociale evner. Det vil du aldrig fortryde.

Men betyder det så, at du skal være en halvkold skid uden følelser, der fester igennem og får det sex, der falder af undervejs?

Nej, du skal stadig være den bedste udgave af dig selv og behandle andre med respekt. Men lad ikke dine følelser overmande dig, fordi du har været sammen med en et par gange. Lige som du selv oser omkring for at få et indtryk af udvalget, gør kvinder det samme. Hvad der føles hot det ene øjeblik kan være absolut not i det næste. Får I kontakt via nettet, og især apps som Tinder, kan du være ude af hendes bevidsthed på et splitsekund. Derfor skal du holde dine følelser i ro – for at beskytte dem.

Onlinedating, traditionel eller via apps, er ikke lavet, så du kan finde en kæreste. Det eneste formål med nettet i denne forbindelse er at skabe kontakt. Intet andet, men det er nettet så også godt til. Med den lette adgang til andre, og dermed flere konkurrenter, risikerer alle at blive dømt ude hurtigt. Derfor er det en nødvendighed at gå afslappet til sagen.

I modsat fald brænder du hurtigt ud og bliver bitter, opsiger dine abonnementer og hvæser et aldrig mere online dating! Der er folk, der laver en profil og dater hårdt og målrettet. De giver hurtigt op, fordi de bliver skuffede, nedlægger deres profil, og efter nogle måneder er de der igen. Sårene er lægt, og de er klar til at få nye skrammer. Men som en nisse flytter den negative holdning med, og historien vil sikkert gentage sig.

Hold dig i gang og drop pauserne
Denne strategi er måske forståelig, men den er næppe effektiv. For i de lange dating-pauser møder disse mennesker næppe ret mange potentielle partnere. Det er netdating jo godt til, og det er også derfor, masser af singler er der. Vil du bruge netdating, vil jeg anbefale dig at gå efter det lange, seje træk med behersket følelsesmæssig investering frem for at trampe pedalen i bund og ende i et grimt crash and burn.

Så nyd det, men lad være med at gå på dates med den holdning, at det enten ender med forlovelsesringe, eller også er det en fiasko. Der er så mange andre, gode muligheder mellem disse to yderpunkter. Den afslappethed og selvsikkerhed, som denne taktik giver dig, vil gøre dig meget mere tiltrækkende end en, der sidder som på nåle og udspørger den anden om vedkommendes fortid, som om det var et forhør.

Det handler såmænd bare om hverken at forvente – eller give – for meget for tidligt. Luk gradvist op for posen. Er du åben, fornuftig og tillidsvækkende, udvikler et bekendtskab sig en dag sådan, at du har en god og sikker fornemmelse af, at du er stødt på guld. Den dag er det på tide at smide alle forbehold og gå all in.

Hvad mener du? Skriv en kommentar.

Del dette indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *